netop fordi Grundloven har forudseet Muligheden af at Storthingets Beslutning kunde være umoden og dets Virksomhed over de bestemte 3 Maaneder til Landets Skade, har den givet Kongen Midler ihænde til at forebygge de deraf flydende Ulykker for Landet; men denne fornuftige og paa sand Statsklogskab grundede Hensigt kunde ikke opnaaes, dersom Repræsentationen direkte eller indirekte havde det i sin Magt at lægge Hindringer i Veien for Anvendelsen af denne kongelige Myndighed. Det lader sig ikke nægte, at Hs. Majestæt i dette Tilfælde udøver en Control med Repræsentationen, og det ligger dog ligefrem i Begrebet om Control, at den skal betyde noget, og at Ingen, mindst den, mod hvem den gjøres gjældende, igjen kan controllere den. Men hvad er det vel andet Odelsthinget her forsøger paa? Det har troet sig berettiget til at undersøge, om Hans Majestæt med Føie har bragt sit Kongelige Veto i Udøvelse, og fordrer Rigsrettens Dom for at dertil ikke har været gyldig Anledning; det vil altsaa controllere sin egen Control, hæve sig over denne og saaledes omstyrte den Ligevægt, Grundloven har indført imellem Statsmagterne, og den Sikkerhed imod Repræsentationens Misgreb, som Nationen ene har i dette kongelige Prærogativ! Kan man tænke sig noget mere vilkaarligt, constitutionsstridigt og anmassende? Og hvad skal man dømme om en Corporation, der, paa samme Tid som den bruger Grundloven til Prætext for Anlægget af nærværende Sag, selv paa det groveste synder imod den og overtræder alle Former? Det tilkommer ikke Odelsthinget, det tilkommer ikke Kongens Raad, ikke nogen Statsborger at undersøge eller afgjøre, om en Kgl. Beslutning af den her omhandlede Natur er gavnlig eller skadelig for Riget, og det er følgelig den største Vilkaarlighed, den høieste Grad af Ulovlighed, naar man ei alene fordrer at Statsministeren skulde have nedlagt Protest derimod, men ogsaa gjør Mangelen af en saadan til en Forbrydelse, som Rigsretten har at paakjende. Actors Paastand,
