saavidt disse omfatte de Grene af Statsforvaltningen, der efter det almindelige Begreb ere henlagte under den executive Magt, maa det vistnok være overladt til Repræsentationen at anvende dens controllerende Myndighed og at tiltale de af Kongens Raad, som ei maatte have protesteret mod Høistsammes Beslutninger, naar disse antages at være stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynlig skadelige for dette. Anderledes forholder det sig derimod med de Rettigheder, Grundloven i § 77—80 tillægger Kongen i den Hensigt at sætte denne istand til at controllere Storthinget. Det er ophøiet over enhver Tvivl, at vor Constitution i de Tilfælde, bemeldte Paragrapher omhandle, har villet, at begge Statsmagter skulde være enige om Gavnligheden af den paatænkte Lov eller Virksomhed, for at disse kunne tillægges fuld Gyldighed. Grundloven er gaaet og maatte gaae ud fra den Forudsætning, at Repræsentationen ligesaavel kunde feile som den executive Magt, og den har villet give Folket Garantier imod Misbrug fra begge. Derfor har Kongen Ret til ved sit suspensive Veto to Gange at nægte Storthingets Beslutning Sanction, uden i saa Henseende at være bunden til nogensomhelst Betingelse, og derfor kan Høistsamme efter 3 Maaneders Forløb hæve Thinget, naar han finder saadant hensigtsmæssigt. I begge Tilfælde antager Grundloven altsaa, at Folkets Sikkerhed fordrer denne Modvægt mod Repræsentationen, og at Bedømmelsen af de Omstændigheder, der gjøre dens Anvendelse nødvendig, ene er overladt til Kongen. Visheden om at Nationens sande Interesse varetages, forudsættes saaledes ene at ligge i dette kongelige Prærogativ; men da nu enhver Forsigtighed har sine Grændser og man engang maa blive staaende ved en Myndighed, fra hvilken Appel ikke kan skee, saa indsees det let, at Ingen har Ret til at opkaste sig til Dommer over Udøvelsen af denne Kongens constitutionelle Ret. Det modsatte Princip vilde ogsaa ganske tilintetgjøre Hensigten med saadant Prærogativ;
