Hopp til innhold

Side:Realitets-Procedure og Dom i Rigsretssagen imod Hs. Excellence Statsminister m.m. Løvenskiold.djvu/51

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Man beregner imidlertid ikke alle de Ulykker, et forfeilet Slag af den medfører, den uoprettelige Krænkelse, et saadant bringer over den Truede, den Slappelse i Begreberne og i det hele offentlige Liv, det foraarsager, den Mistillid til Odelsthingets Viisdom og Retfærdsfølelse, det opvækker, og den Ligegyldighed, med hvilken man tilsidst seer paa disse afmægtige Bestræbelser for at indgyde Skræk. I det Hele taget betragter man denne Sag, som saa mange andre, fra en altfor lav Synspunkt; thi man raisonnerer saaledes: her er jo blot Talen om Udøvelsen af en constitutionel Rettighed, om et Retsspørgsmaals Afgjørelse paa den constitutionelle Vei; er den Anklagede skyldig, da fordrer Retfærdigheden at han straffes; er han uskyldig, da bliver han frifunden, og skeer altsaa ingen Overlast. Men saaledes burde Odelsthinget ikke tænke; det burde vide, at denne Ret er et Nødmiddel, som ikke maa benyttes uden hvor ulovlige Facta, der ere af en indgribende Virkning paa Statens Vel, virkeligen ere begaaede, og intet andet haves; det burde indsee, at en Rigsrets-Diction altid er et Onde, men at den bliver en Skandal, naar den dicteres af Ukyndighed eller Partiskhed. Man har alligevel ikke været saa klog; man har ikke engang været retfærdig; thi man har anlagt Rigsretssager for ubetydelige Misgreb af en langt uskyldigere Art end dem, Repræsentationen selv har tilladt sig, og som ikke vilde være lagte nogen anden Statsborger til Last; man har uden mindste Føie, uden ringeste Eftertanke gjort Fortolkninger og individuelle Anskuelser til politiske Forbrydelser, uanseet at der dog var største Tvivl om de ikke vare langt bedre funderede end Odelsthingets, eller ialfald støttede til saa vægtige Grunde, at man ikke uden den utaaleligste Selvtillid og djærveste Arrogants kunde betragte dem saaledes. Hvor ganske anderledes har ikke saavel Grundloven som den civile Lovgivning tænkt sig Anklageretten bragt i Udøvelse! Jeg behøver ikke at henpege paa de Beviissteder, som tydeligen godtgjøre, at en Embeds-