mand er straffri naar han feiler i sine Anskuelser, men dog kan anføre antagelige Grunde for disse; her vil jeg blot gjøre opmærksom paa Grundlovens 30 § hvor det udtrykkeligen fordres: deels at Kongens Beslutning skal være ”øiensynlig” skadelig for Riget, deels at de kongelige Raadgivere selv finde, at dette er Tilfældet, inden det bliver en Forbrydelse, at de have undladt at protestere derimod. Man har godt forstaaet at lægge Vægt paa Ordene ”forsætlig og aabenbare” i Grundlovens § 100, derimod ganske overseet Ordet ”øiensynlig” i § 30, uagtet det dog er soleklart at Statsforfatningen i begge Tilfælde har villet at Straf alene skulde kunne anvendes det, hvor Bedømmelsen af det, som gjør Handlingen til en Forbrydelse, falder indenfor den simple Menneskeforstands Sphære og fornuftigviis ikke tillader mere end een Fortolkning. I Løbet af 22 Aar er dette den femte Gang Norges Rigsret sættes i Virksomhed; sandelig et høist sørgeligt Beviis paa hvor langt vi staae tilbage og hvor slet vi vide paa en klog og værdig Maade at benytte os af et Gode som Grundloven! Skulde man ikke troe, at Riget jevnligen havde været udsat for alle de Ulykker, der flyde af en uduelig Regjering, og at Kongen i Valget af sit Raad netop havde truffet det modsatte af hvad Statens Vel fordredes. Man sammenligne disse hyppige Rigsretsactioner hos os med lignende Tilfælde i andre constitutionelle Monarkier, og man maa i høieste Grad forbauses over at ingen anden Nation, paa langt nær, kan maale sig med os heri. Det er som om man dog ogsaa vilde have noget forud for dem. Men vi kunne saameget mindre bryste os af dette Fortrin eller være de Mænd Tak skyldige, der have villet skaffe os det, som Udfaldet paa de forrige Rigsretssager tilstrækkeligen har viist, at Odelsthinget alene har forstaaet at forøge Statens Udgifter og at erhverve Rigsretsdom for at det har manglet Evne til at opfatte sit vigtige Kald. Dette ophøiede Tribunal har saaledes hidtil dannet en kraf-
