ismens qvalme Røg og deres Aand omtaaget af Indbildskhedens, Uvidenhedens og Frækhedens tykke Dunster. Kan Noget være sørgeligere end denne Kjendsgjerning, at det ikke er nok at opfylde de Pligter, man har tilsvoret Constitutionen og Lovene, de Pligter, man skylder sin egen Ære, men at man ansees som en mistænkelig Person, en Hader af lovbunden Frihed, en Smigrer for Magthaverne, ene og alene fordi man ikke kan beqvemme sig til at blande sig mellem den skrigende Mængde? Kan Noget i sine Virkninger være mere fordærveligt for Fædrenelandet end en Tone, der bringer Dyd og sand Fortjeneste til at forstumme, medens Raaheden overalt reiser Hovedet i Veiret? Man kan eller vil ikke forstaae, at de ædleste Mennesker kunne have modsatte politiske Anskuelser og dog alligevel agte og elske hinanden, dog alligevel være redebonne til at offre Liv og Blod for Fædrenelandet; man kan eller vil ikke indrømme Andre Ret til at følge deres redelige Overbeviisning; man kan eller vil ikke indskrænke sine Fordringer til den ærlige Stræben efter at gjøre sin Dont paa en med Lovene og sand Æresfølelse stemmende Maade; man kan eller vil endelig ikke indsee, at Landets bedste Kræfter splittes ad ved denne Insolence, og at man engang, skjøndt for silde, vil vaagne op af denne Frihedsruus, i hvilken man har fremkaldt de bittreste Ulykker over Fædrenelandet. Vil da Nationens bedre Deel, de, der forene sand Oplysning og Dannelse med rene Sæder og ædel Tænkemaade, tause see paa denne voxende Elendighed uden at befrie Folket fra alle de Lidelser, som forestaae dette? Kunne de forene denne svage Taushed, denne ubegribelige Apathie med deres Pligter mod Staten? Sandelig, man har Ret til at beklage denne Mangel paa Fasthed, Mod og Energie, der ei for længe siden har fældet den hvidslende, edderspyende Drage; man har Ret til at forundre sig over at Intelligentsen hidtil har misforstaaet sit høie Kald og tvivlet om sine egne Kræfter, at den lader til at have glemt, at den, besjælet af en rede-
