Folket saaledes paatvinges et umodent Formynderskab, som man ved roligere Eftertanke maatte blues ved at staae under; Djærvheden drives endnu videre. Uden at tale om den velgrundede Tvivl, vort offentlige Væsen opvækker om at dette Partie har Begreb om sand Fædrenelandskjærlighed eller andre ligesaa hellige Følelser, vil jeg her blot gjøre opmærksom paa den mageløse Ubeskedenhed og Intollerance, det tillader sig.
Det er desværre gaaet af Brug at undersøge en Mands Characteer og hele Færd, hans Fortrin og Dygtighed, inden man fælder nogen Dom over ham; alt saadant betragtes som uvæsentlige Smaating; nei, af hvilken politisk Troe er han, see det er den eneste Prøvesteen man vil taale i det frie Norge. Dyd og Retskaffenhed, Talent og Kundskaber ere næsten uforstaaelige Begreber; et brødefrit Liv kan ikke afvadske den Plet at regnes blandt de Conservative, blandt dem, der ville have Grundloven respekteret som den er og bragt i Udøvelse med den Værdighed, et ædelt Folk i det mindste skylder sig selv, medens man paa den anden Side dog ikke undseer sig ved at tage Hensyn til private Forhold, naar disse frembyde et eller andet lille blottet Punkt. Han derimod, hvis Liv og Levnet ingen lyse Sider opviiser, hvis Tænkemaade Ingen stoler paa, hvis Grundsætninger forandre sig efter Omstændighederne, han er Folkets Mand og en fast Støtte for Friheden; thi han er utrættelig i at raabe paa Vilkaarlighed og Undertrykkelse, utrættelig i at hugge løs paa de Styrende. At man i Farens eller Fristelsens Stund vil see ham at være den Første, der vender sit Partie Ryggen, fordi han ikke har noget ædelt Maal for Øie men ledes af egennyttige Bihensigter, medens de suspecte med usvigelig Troskab ville røgte det dem betroede Kald, dette har man hverken Indsigt eller Rolighed nok til at kunne begribe. Saaledes dømmer man i det frie Norge, saaledes dømme de, der stedse føre Friheden paa deres Læber, medens deres Hjerter ere indtørrede af Ego-
