at den første Classe indbefattede den store Hob, der aldrig handler efter klar Bevidsthed, og at den anden udgjorde Landets Intelligents? Behøver jeg at sige at den første var ligesaa hovmodig som den anden beskeden, ligesaa høirøstet som denne taus, ligesaa intollerant og illiberal som denne det Modsatte? Vi have alle oplevet disse mærkelige Begivenheder, alle været Vidner til hines vilde Udskeielser og disses stille Langmodighed. Med Rette spørger man hvad disse saakaldte Frihedsmænd egentlig ville, hvad Hensigten vel er med deres evindelige, hæse Raab? Troe de at Landets Constitution er i Fare, hvorfor vise de os da ikke Fienden, at vi alle forenede kunne gaae denne imøde? Misbruger Regjeringen sin Magt til Privates Undertrykkelse, hvorfor tage de da ikke Masken af den Skyldige, for at vi alle kunne overlevere ham i Lovenes Hænder? Ødsles der med Statens Penge, gjøres Riget afhængigt af andre Lande, foragtes Retfærdigheden og de gjældende Former, hvorfor opgive de os da ikke beviislige Facta, paa det at vi alle som een kunne fordre stræng Undersøgelse og Forføining paa lovlig Maade? De gjøre Intet af alt dette; de tale i Gaader, slaae om sig med ubestemte, almindelige, løse Beskyldninger, forvandske Sandheden og forsmaae ikke de laveste Midler for at de af dem udkastede Brande kunne antænde den størst mulige, altfortærende Lue. Hvad betyder da al denne forfærdelige Allarm, disse utrættelige Insinuationer, der søge at faae os til at troe at Fienden atter er inden for Capitoliets Mure? Jeg vil ikke gjøre Maleriet sortere end absolut fornødent, skjøndt jeg ærligen bekjender, at jeg ikke veed hvorfra jeg skulde tage de lyse Farver. Lad os imidlertid statuere at Villien er reen, Meningen god; dette bør man jo saalænge en paatrængende Nødvendighed ikke fordrer det Modsatte; Resultatet bliver ikke derfor mindre ulykkeligt; thi vi maa da bekjende, at Hoben er slagen med Blindhed, at Uvidenhed fører Ordet, og at Letsindighed graver os alle en truende Grav. Og dog er det ikke nok med at
