Det er derfor et sørgeligt Beviis paa den menneskelige Ufuldkommenhed at man i vore Dage, der kunde bygge paa Aarhundreders Erfaring, ikke er skredet videre fremad paa den eneste sande Vei, ikke har kunnet løsrive sig fra usle Fordomme, men snarere synes at foretage sig retrograde Bevægelser i alt, hvad der ikke kan tages og føles paa med Hænderne; det er et sørgeligt Beviis paa blind Selvtillid at man i vore Dage bilder sig ind at have grundlagt en Samfundsorden for Evigheden, skjøndt man ikke har sat andet end grov Materialisme til dens Vogter; det er et sørgeligt Beviis paa Umodenhed at man i vore Dage smigrer sig med Varigheden af det Bestaaende, uagtet Historiens Finger med ubøieligt Alvor peger hen paa det Gruus, under hvilket ligesaa kunstige, ja tildeels ligeartede Bygninger forlængst ere begravne, og, desværre for os, tillige forlængst forglemte Man søger fremdeles udelukkende sin Frelse i de døde Former. Livsprincipet, det Eneste, der skulde opvarme denne kolde Steenmasse og give Colossen Sjæl, mangler ganske, og derfor bliver den hele Gestalt i al sin tilsyneladende Kjæmpeskikkelse kun et stivt Automat, et maskinmæssigt Spilleværk, hvis tankeløse Bevægelser tilsidst ville knuse den selv.
Det kan saaledes ingenlunde billiges at man alene har omgjærdet sig med udvortes Garantier, uden at forædle, oplive og forstærke disse ved aandelige Midler; det kan ingenlunde billiges at man, uden at agte paa de svundne Tiders Tegn, hoverer over sine egne Frembringelser og dandser om Guldkalven med en næsten guddommelig Tilbedelse. Gik man imidlertid ikke videre, lod man sig nøie med den engang indførte og som Regel gjældende Orden, saa var der dog en Slags Conseqvence i Fremgangsmaaden, saa maatte det dog altid lede til noget Godt, at man udviiste Agtelse for den lovbestemte Form. Men man er ikke bleven staaende herved; man har ikke været tilfreds med at have forbudt Andre ethvert Brug af Vilkaarligheden; man har stedse til-
