passende Maade, paa hvilken 2 Statsmagter kunne faae opgjort deres forskjellige Anskuelser; Følgen maa vise hvem der seirer. Det er saaledes en høist umoden Opfatten af det sande constitutionelle Væsen, naar man anseer dette Skridt som noget uhørt, som en Fornærmelse imod Storthinget og en Brøde imod det hele Folk, og man har Ret til at beklage, at Repræsentationen ikke kan sætte sig rigtigen ind i disse Forhold Er der da nogen Ulykke i at Kongen benytter den Ham ved Grundloven tilstaaede Myndighed til at bevirke en Sag underkastet en nøiere Drøftelse? røbe ikke alle disse Ophævelser det meest forkeerte Begreb om en constitutionel Forfatning? og kan det være nogen Forbrydelse, at en Statsraad finder det gavnligt at give Repræsentationen Anledning til at prøve sig selv for nærmere at afgjøre om den vil gaae ind paa Kongens Principer eller ikke?
5) Ligesom Grundlovens §. 80 paa det tydeligste viser, at Kongens Ret til at opløse Storthinget efter 3 Maaneders Forløb ikke er bunden til nogensomhelst Indskrænkning eller Betingelse, saaledes har man forhen heller ikke nogensinde tvivlet om, at Prolongationer kunde meddeles paa ubestemt Tid Sidste Storthing havde jo intet at erindre i Anledning af den under 17de April faldne Kongelige Resolution, uagtet det anseer sig berettiget til at controllere dette Slags Regjeringshandlinger. Men uden Indvending at tage imod og afbenytte en saadan Prolongation, og siden efter at erklære den for grundlovstridig, synes dog at involvere en aabenbar Modsigelse, og i det Hele taget at være upassende. Mærkeligt er det, at man ogsaa vil ansee den sidste Passus i §. 80 tilsidesat, uagtet det dog er klart, at Kongen, ved ei at meddele Regjeringen Bemyndigelse til at sanctionere de Beslutninger, Storthinget ved dets Opløsning kunde have færdige, ligefrem har erklæret, at Han ikke vilde sanctionere disse, hvilket Grundloven tillader ham at tilkjendegive paa saadan indirecte
