ligt og skadeligt, at dette skete med den executive Magts. — Den Spot, at Synderegisteret ei var til nogen Nytte siden Statsministeren havde erkjendt det blot var Folket, som skulde cureres, vilde Defensor ei værdige noget Svar, og Beskyldningen om at man havde forekastet Storthinget Forbrydelser var aabenbar ufortjent.
Ialfald mener Actor, at det var ulovligt at rette paa Mangelen ved et saa voldsomt Skridt; men Defensor gjorde opmærksom paa, at det valgte Middel var det eneste lovlige og hensigtsmæssige. Han udviklede det høist besynderlige i, at man vilde gjøre saa mange Ophævelser i denne Anledning. I alle constitutionelle Stater hænder det ofte, at Kongen opløser Nationalforsamlingen, naar han finder den handler efter Principer, som ansees skadelige. Endnu er det aldrig faldet Nogen ind at forundre sig over saadan Appel til Folket, og endnu mindre at ansee de kongelige Raadgivere skyldige i en Forbrydelse fordi de ei have protesteret imod en saadan Beslutning. Fremgangsmaaden var netop fuldkommen constitutionel, og det røbede Mangel paa rigtig Opfatten af en fri Forfatnings Væsen, at man hos os dømte saa ganske anderledes. Vel kan man ikke her, naar Storthinget er opløst, skride til nye Valg; men det maa dog ansees hensigtsmæssigt, at Kongen giver Repræsentanterne Anledning til at gaae paa Raad med dem selv, naar han troer, at en Reform i deres Principer er nødvendig, eller naar han vil forebygge overilede Beslutninger. Storthingets Opløsning er saaledes en Appel, directe til de nærværende Repræsentanter, indirecte til Folket; begge faae derved Adgang til med Rolighed at overveie de fremsatte Ankeposter. Befindes disse grundede, vil Fremgangsmaaden bevirke et heldigt Resultat; i modsat Fald bliver Alt ved det gamle. Men Kongen har Ret til at forsøge dette Middel naar han finder det nødvendigt, ligesaavel som Folket eller Storthinget har Ret til at lade være at tage Hensyn dertil. Dette er den eneste lovlige og
