nemmelig over, at Thinget havde tilsidesat gjældende Love og villet gjøre Indskrænkninger i Kongens Ret til at meddele midlertidige Pensioner. Deri laae ingen Erkjendelse af at man troede sig berettiget til at censurere Repræsentationens controllerende Myndighed, skjøndt man som noget charakteristiskt fandt det nødvendigt tillige at fremhæve Maaden, paa hvilken de specielle Pensioner bleve afgjorte. — De forskjellige øvrige Ankeposter vare nævnte som Exempler paa, at Storthinget deels var gaaet uden for de samme foreskrevne Grændser, deels i andre Henseender havde handlet urigtigt. — Sagen angaaende Moemarkedet var ikke blot i sig selv af den Beskaffenhed, at den aldrig burde have været Storthinget forelagt eller foranlediget saa vidtløftige Debatter, men den retfærdiggjør endnu mindre de tydeligen afgivne Erkjendelser om at den vedkom Repræsentationen. Man henlagde den vistnok; imidlertid skete dette ingenlunde fordi man ansaae sig uberettiget til at befatte sig med den. At Regjeringen skulde have erkjendt, at Markeders Nedlæggelse blot kunde skee ved Lov, var ikke beviist. — Det er vistnok ingen Forbrydelse, at Storthinget oversender Regjeringen Sager, som alene ere denne vedkommende; men det er et Indgreb i den executive Magts Rettigheder, naar dette skeer saaledes, at man tillige yttrer sig om hvad denne dermed har at gjøre. Naar Sagen henhører under Regjeringens Ressort kunde den jo ikke sendes tilbage fordi et saadant uhjemlet Paalæg fandt Sted. Det erfares vistnok nu af Actors Erklæring, at Protokol-Committeen ikke har havt til Hensigt at revidere de Protokoller, som indeholdt det Nødvendige angaaende Udnævnelse af Extraskrivere m. fl.; men i Forveien havde man dog ingen Anledning til at vide dette, og man maatte under alle Omstændigheder betragte det som et misforstaaet Begreb om Thingets controllerende Myndighed at denne ogsaa skulde omfatte saa høist ubetydelige Gjenstande. — Armeebudgettet maa Actor selv i flere Puncter tilstaae Skrøbelig-
