saavel af den Grund som fordi Defensor aldrig kan erkjende Actionsdekretet eller Maaden, paa hvilket det fremkom, ligesaalidet som de Grundlovsfortolkninger, Thinget her agter at sætte igjennem, for retfærdige eller passende, har han fundet sig beføiet til at omtale dets hele Færd i skarpe Udtryk; men Storthinget har han blot tillagt Mangel paa Evne til at opfylde dets vigtige Bestemmelse. Sagens Beskaffenhed har gjort det nødvendigt for ham at blotte alle dets Svagheder og Ufuldkommenheder, og at vise hvilke skadelige Følger disse havde for Staten i det Hele; et Forsvar for Statsministeren kunde ikke tænkes uden i Forbindelse med saadant Angreb paa Storthinget; thi Sagen dreiede sig jo netop om dettes Fremgangsmaade retfærdiggjorde det Skeete; og det var det, Rigsretten havde at paakjende. Han har holdt sig til Facta, der ere documenterede, og han kunde have gjort dette fuldstændigere, dersom han ikke havde anseet de opgivne Exempler tilstrækkelige. Han vilde ikke nu paa ny gaae i nogen Detail, men under Modsigelse af Actors Anbragte og i Henhold til sit Forrige indskrænke sig til nogle faa Bemærkninger. Det er vist nok undertiden lettere at rive ned end at gjøre noget bedre; men denne Erindring fortjener ingen Opmærksomhed i det offentlige Liv, hvor enhver, der befatter sig med Statens Anliggender, maa taale at hans Færd censureres. Den Offentlighed, der udgjør en saa væsentlig og nødvendig Bestanddeel af vores frie Forfatning, tillader ikke at Repræsentationen undtages fra saadan Control. At sidste Storthings Reglement skulde være Aarsag i den paaankede Planløshed, kunde Defensor ikke erkjende, ligesom han og benægtede, at den efter et Par Maaneders Forløb foretagne Classification kunde afbevise Tilværelsen af denne Mangel, da Sagerne blot fordeeltes i 2 Rubrikker uden at der i nogen af disse toges Hensyn til den Orden, som særskilt burde følges i hver. At advare Storthinget havde Regjeringen ingen Ret til efter Forholdet imellem disse Stats-
