ger til en Advarsel, ved Hjælp af hvilken det kunde lære at indsee Nødvendigheden af at tilegne sig mere ophøiede Grundsætninger og en mere værdig Maade at sætte disse igjennem paa. Han antager, at der i vort hele offentlige Liv saavelsom i sidste Storthings Færd aabenbarer sig en Tendents, der maa ansees farlig og skadelig, siden den umiskjendeligen gaaer ud paa at udvide Repræsentationens Myndighed videre end Grundloven har villet. Han finder at Principer, der ei stemme overeens med den Maade, paa hvilken denne har fordeelt Regjeringsmagten, mere og mere gjøre sig gjeldende, og at dette skeer i en upassende og fordærvelig Tone; men han stoler paa, at saavel Nationen som Storthinget, ved at komme til Besindelse, ville indsee at den valgte Vei maa forlades hvis Statens Vel skal kunne fremmes, og han haaber at det nu Passerede er istand til at frembringe de forønskede Virkninger. Han mistvivler følgelig ingenlunde om at begge baade kunne og ville træffe det Rette, men han mener at Vildfarelsen og Forblindelsen er saa stor, at ingen Omvendelse var mulig, med mindre et kraftigt Stød aabnede Øinene paa Alle; det var intet partielt Onde, vi lede af; Middelet maatte altsaa være omfattende. Forudsat nu at det erkjendes, at Intelligentsen fortrænges af Ukyndighed, at underordnede Hensyn spille en Hovedrolle, og at et Land altid lider naar Umodenheden faaer Overhaand, synes det temmelig ligefrem, at den, der søger at bevirke en Forandring i disse bestaaende Forhold, udøver en fortjenstfuld Handling Kun ved at fordreie Defensors Yttringer kan man faae en anden Mening ud af dem. Det vil heraf tillige sees, at han ingenlunde har fornærmet enten det hele Folk eller Storthinget; det er den meest aabenbare Eensidighed og Partiskhed, der kan finde saadant. Folkets politiske Vildfarelser have intet med dets Charakteer at bestille, og det har aldrig været paastaaet, at Storthinget med Forsæt og Overlæg handlede ulovligt. Odelsthinget er Part i Sagen;
