det Rigtige, og at Meningerne om det Nyttige og Skadelige i Almindelighed endnu maae være meget mere deelte. — Man kan gjerne give Defensor Medhold i begge disse Sætninger, uden at man derved er kommen Besvarelsen af det forhaanden værende Spørgsmaal nærmere. — Begrebet ”øiensynlig skadelig” er nemlig in casu saa let at anvende, saa at det vist er overflødigt for at udfinde sammes rigtige Forstaaelse, at anvende ”flere aldeles heterogene Kundskaber, fortroligt Bekjendtskab med Staternes meest complicerede indre og ydre Forhold, Statistik, Statshistorie, Oekonomi, Politik, Menneskekundskab og Combinationsevne.” Næsten skulde jeg derfor troe, at Hs. Exellence ved denne Leilighed har forstuderet sig, — Sagen var heel simpel. Spørgsmaal opstod, om man burde opløse Storthinget, fordi det antoges, at dets Forretningsorden ikke var rigtig, paa en Tid, da Budget og Skattepaalæg ikke vare færdige og følgelig Opløsningen vilde medføre Statens Hensættelse i en lovløs Tilstand og Handlingen selv være en forsætlig Suspension af Grundlovens § 75 a, foruden at derved mange Kræfter og megen Tid, som vare anvendte for at ordne vigtige Dele af Statsstyrelsen, vilde spildes — og derpaa enten regjere uden Budget og Skattepaalæg og selv at udfærdige disse eller sammenkalde de samme Medlemmer til et overordentligt Storthing strax derefter. — Man blev gjort opmærksom paa, at det paatænkte Skridt ikke var rigtigt eller hensigtsmæssigt, og at man i al Fald burde gaae forsigtigere tilværks. Ingen Nødvendighed var til at handle. Var nu den Sag vanskelig at komme ud af? Men jeg glemmer jo Statsministerens Hovedplan! Den er det tydelig nok, at han endnu ikke havde udfundet den 2den Juli, ligesom ethvert fornuftigt Menneske indseer, at det ikke gaaer an at bortsnakke constitutionel Ansvarlighed paa saadan Maade. — Jeg ponerer Intet med Hensyn til Statsministerens Villie. De Experimenter, som i sin Tid foretoges med Ansvarlighedsloven, mislykkedes som bekjendt,
