forvoldte og forvoldes Statssamfundet, komme ikke i nogen Betragtning; thi man skal erindre sig den store ophøiede Plan, hvorfor der virkes, og saadanne Bagateller som Penge ere da udenfor Beregning: det er tvertimod Noget, som viser, hvor ubegribelig lavt man staaer, naar man i en Sag som denne, vover at opgiøre nogen Conto over Pengeudgifter. Saaledes kommer man fra denne Sag. Anderledes var det med de Udgifter, som medgik til Storthinget: over dem glemte man ikke at gjøre Beregning. — Da Defensor formener at have beviist, at Tiltalte, istedetfor at have feilet, har handlet i høi Grad fortjenstligt, saa er det en naturlig og conseqvent Følge heraf, at Ansvarlighedsloven Intet har med ham at skaffe; men skulde hans første Forudsætning end være urigtig, saa formener Defensor dog, at den sidste Sætning er grundet, idet han subsidialiter har fremført nogle Grunde, som maa bevirke Fritagelse for Ansvar. — A. ”Kongen er ved Statsraaderne Fastings og Holsts Protest gjort bekjendt med de Grunde, som talte imod den intenderende Beslutning, og Grundlovens Hensigt med den i § 30 befalede Protest maa derved ansees fyldestgjort, uden at det kan være Pligt for ethvert enkelt Medlem af Statsraadet at protestere.” — Jeg mener, at Grundlovens Ord i § 30 afgjør denne Erindrings Gyldighed. Disse Ord ere saa tydelige, saa at det maa ansees overflødigt at commentere over de Bevæggrunde, som har fremkaldt Bestemmelsen. — Vederparten vover formeget med Hensyn til den Tillid, han vil tilvinde sine Sætninger i Almindelighed, naar han sætter sin Kunst paa en saa farlig Prøve som den nærværende. — B. Defensor anseer ikke Grundlovens Betingelse for Ansvar ”øiensynlig skadelig” in casu at være forhaanden. — Han forbereder sin Anskuelse af disse Ords rette Mening ved at gjøre opmærksom paa, hvorledes en kongelig Raadgiver dog ligesaalidt som nogen anden Embedsmand kan kaldes til Ansvar, fordi han under en tvivlsom Fortolkning ei har udfundet
