og saaledes er det mig nok, naar Factum findes øiensynlig skadelig for Riget. At Retraiten ”jeg gjorde det ikke med Villie” er afskaaren, burde man betænkt. foriveien. — Ligesaalidt har jeg noget paa Statsministerens Opførsel som Mand af Ære at sige; men naar han paakalder sine Dommeres Skaansel, fordi han har overtraadt Loven ærlig og aabenlyst, saa taber hans aabne Opførsel en stor Deel af dens Værd. Dens Værd bestaaer i, at han freidig tør gaae Faren i Møde, fordi han troer at have handlet efter Overbeviisning; men naar han henskyder sig under denne Opførsel som Moment for Frifindelse, saa vækkes der Tvivl om denne Opførsels ægte moralske Gehalt. — Jeg veed ikke hvem Defensor sigter til, naar han yttrer, at Rigsretten ikke lader sig blænde af rasende Partigængere; men at ikke herved skal være meent en Afdeling af Storthinget, tør jeg dog haabe? — Der er Ingen som tænker sig Norge som et Demokrati eller anseer det tilladeligt, at nogen kongelig Raadgiver tænker sig det som saadant; men det er en retmæssig Fordring, at Raadgiverne skulle erindre sig, at de ere satte Kongen ved Siden, ikke for Kongens, men for Folkets Skyld! — Maatte de kongl. Raadgivere ret levende erindre sig dette, da turde Misgreb for Fremtiden blive sjeldnere end i Fortiden! — At Statsministeren skulde kunne frifindes for Straf antager jeg, efter alt det her udviklede, for at være juridisk og moralsk umuligt; men skulde det ikke destomindre skee, og Retfærdigheden dog skulde have sin Gang med Hensyn til Sagens Omkostninger, da formenes, at der ikke alene har været fuldkommen Føie for Odelsthinget, men uundgaaelig Nødvendighed til at indlede den nærværende Undersøgelse, hvorfor Tiltalte ikke kan undgaae at bære de dermed forbundne Omkostninger. Under disse Omkostninger maae formeentlig Udgifterne til Rigsretsdommerne i Anledning af deres Ophold her være indbefattede. Det tilkommer formeentlig ikke Tiltalte at gaae i Rette med Staten om det har været nogen Nød-
