de henvedt sig til den executive Magt med Anmodning om at forløves, eller naar det platud have nægtet at ville tilendebringe Budget og Skattepaalæg. Et Storthing, som fremgik paa denne Maade, maatte dog aabenbar erkjendes for revolutionairt; men dette er just Statsministerens Fremgangsmaade. Angaaende Fortolkningen af Grundlovens § 75 a. henholder jeg mig til min Deduction og formener den ikke gjendrevet ved Defensors Udfald. — Dersom Defensor havde villet forstaae den Anvendelse jeg har gjort af Grundlovens § 94, saa vilde han formeentlig ikke have fundet det graverende for sin Honneur at besvare samme: jeg har derved kun villet tilkjendegive, at Storthingets Fremgangsmaade ved at arbeide paa Budgettet efter den for dets Tilendebringelse bestemte Tid er i Harmoni med de Bestræbelser, som anvendes for dog engang at faae den civile og criminelle Lovbog i Stand, omendskjøndt den for sammes Udfærdigelse bestemte Tid forlængst er forløben, hvilke Bestræbelser ikke kunne andet end at ansees stemmende med Grundloven, hvorimod Arbeidets Standsning vilde være stridende derimod — Med Føie har jeg derfor bebreidet Statsministeren at have handlet efter et Princip, som gaaer ud paa at sætte Staten i en lovløs Tilstand, og mine Yttringer herom kunne kun ved modvillig Fordreielse anvendes paa Storthinget. — At Statsministeren ingen Garanti har havt for et overordentligt Storthings Sammenkaldelse viser sig tydeligt; thi Kongens Paalæg i Resol. af 2den Juli til den kgl. norske Regjering indeholder Intet om Storthingets Sammenkaldelse, og Meningen kan ligesaavel have været at erholde Regjeringens Betænkning om, hvilke Foranstaltninger der maatte være at træffe med Hensyn til Rigets Bestyrelse uden Storthing indtil 1839, som angaaende et overordentligt Storthings Sammenkaldelse. Imod min Bemærkning, at det i intet Tilfælde kan være tilladeligt, at belære Storthinget ved Midler, der forstyrre de helligste constitutionelle Forholde, standse Statsstyrelsen eller
