føre den paa Afveie og udsætte Statsforfatningen for Fare, indvender Defensor, at det brugte Middel var lovligt efter Grundlovens § 80 og at mildere Midler ikke kunde opfylde Hensigten. — Om Uanvendeligheden in casu af Grundlovens § 80 er det Fornødne titnok tilforn yttret — og havde man ikke andre Midler, saa burde man have undladt at handle; men at mildere Midler stode til Disposition har jeg tilladt mig at paavise, ligesom Statsraaderne Fasting og Holst have anbefalet en anden Fremgangsmaade. At muligens intet andet Middel passede til Statsministerens senere opfundne Plan, at optræde som Lærer for det hele norske Folk — det er noget, som ikke vedkommer Sagen. — At Finants-Departementets Skrivelse til mig af 8de August d. A. skulde bevise, at de befrygtede illegale Følger ikke ville indtræffe — er urigtigt, da bemeldte Skrivelse just godtgjør, at man hæver Skatter efter en ugjældende Bestemmelse og ligeledes bevilger de til Statsudgisterne fornødne Summer. — Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt at stride med Defensor, om hvilken Benævnelse der passer bedst paa de mange sidste Storthing forelagte Arbeider, sigtende til Reorganisation af den offentlige Bestyrelse i de vigtigste Dele, om, som jeg har kaldet dem, Spirer til Fædrenelandets Held, eller, som han har kaldet dem, Frøe; men det er et characteristisk Tillæg til den upassende Opførsel, som Defensor heelt igjennem har lagt for Dagen under denne Sags Procedure, naar han driver Kaadheden saavidt, at han vover at spotte de Mænd, hvoraf sidste Storthing bestod, idet han sammenligner dem med Skoledrenge. — Ligesom Defensor i Almindelighed ikke øiner nogensomhelst skadelig Følge af den fattede Beslutning, saaledes seer han in specie ikke nogen Stagnation i alle Forholde, nogen Standsning i al Fremadstræben; men hans Udsigter for Fremtiden er meget mere lyse. — Hvor gjerne vilde jeg ikke, at de mørke Udsigter, jeg har øinet, vare Phantasibilleder, som maatte forsvinde for den herlige Virkelighed, som Defensor
