var aldeles interimistisk. At det kan være Tvivl underkastet og virkelig er betragtet som tvivlsomt, hvad der paa et overordentligt Storthing kan forhandles, er, mener jeg, saa bekjendt, at det ikke kan være Defensor ubekjendt. — Men, siger Defensor, er den Sag, at Budget og Skattepaalæg ikke vare færdige den 1ste Juli, saa uhyre vigtig, hvorfor tænkte man da ikke paa at faae dem færdige? Hvilket Spørgsmaal, saa dristigt og uoverveiet! Ere da ikke saamange og saa væsentlige Bestanddele af Budgettet gjorte færdige, og staae ikke de allerfleste afgjorte eller forberedede Sager mere eller mindre i Forbindelse med Budgettet? — Defensor antager, at Sagen er aldeles den samme, hvad enten Storthinget arbeider paa Budgettet uden at have faaet det færdigt den 1ste Juli eller at Storthinget hæves uden Budget og Skattepaalæg, og anseer min yttrede Anskuelse med Hensyn til Forstaaelsen af Grundlovens § 75, som et fornyet Beviis paa den Lethed, hvormed man søger Grundlovens tydelige Ord bortraisonnerede. Herved er dog at lægge Mærke til en Omstændighed, som ikke er af liden Vigtighed, nemlig at Storthinget, om det end skulde have begaaet nogen Feil ved ikke at have Budget og Skattepaalæg færdige den 1ste Juli, dog som Statsmagt ikke derfor af nogensomhelst Authoritet kan drages til Ansvar: denne Irregularitet, om end nok saa ubehagelig, nok saa betænkelig, maa taales; men anderledes er Forholdet, naar Statsministeren griber ind og forstyrrer Statsmaskinens Gang: som Undersaat maa han finde sig i at bære Følgerne af sin Handling, om han end noksaameget kan paavise Storthingets Exempel. — Men det er desuden klart, at der er stor Forskjel paa Storthingets og paa Angjældendes Fremgangsmaade: hiint har arbeidet hvad der har været muligt for at opnaae det foreskrevne Maal, men denne standser trodsig og modvillig al videre Virken for det. Storthingets Handlemaade kunde først da været at sammenligne med Tiltaltes, naar det, uden at have de titomtalte Arbeider færdige, hav-
