ikke Regjeringen paa denne Maade aabenbare Storthinget i den Anskuelse, at det ogsaa denne Gang kunde gaae i den sædvanlige Tour med Budget og Skattepaalæg, hvortil de mange dermed i Forbindelse staaende Sager gav saa god Grund? og er da ikke den executive Magt ligefrem medskyldig med Storthinget i Budgettets og Skattepaalæggenes Ikke-Udfærdigelse den 1ste Juli, om deres Udfærdigelse til saadan Tid paa nogen Maade havde været muligt. Men kan den ansvarlige Raadgiver, som under saadanne Omstændigheder vil drive det til en Crisis, vel antages at handle pligtmæssigt? — Kan det andet end at være høist skadeligt, i Kiv og Strid at blotte de Feil, som Storthinget og den executive Magt (efter den sædvanlige Fortolkning over Grundlovens § 75 a.) hidtil fælleds have været skyldige i med Hensyn til Budget og Skattepaalæg, fremfor at søge en Forandring tilveiebragt gjennem Forestillinger og Fornuftgrunde? — Kan det være rigtigt, at man har sat sig i den Nødvendighed, at sammenkalde et overordentligt Storthing? — Defensor bebreider mig, at jeg snart lægger Statsministeren til Last, at et saadant Storthing er sammenkaldt, snart at han ingen Garanti har havt for dets Sammenkaldelse den 2den Juli, og snart betvivler dets Competence til at tage de Sager under Behandling, som maatte forelægges det. Han mener, at jeg herved røber, deels en uædel Stræben efter at sætte den Tiltaltes Forhold i et slettere Lys end det fortjener, og deels, at jeg er i Modsigelse med mig selv. Men ingen af Delene er Tilfældet. Jeg anker over det overordentlige Storthings Sammenkaldelse, fordi det er min Pligt at anke over Resolutionen af 2den Juli, uden hvilken det overordentlige Storthing ikke vilde havt sin Tilværelse, og jeg anker over, at Statsministeren ingen Garanti havde for et saadant Things Sammenkaldelse, fordi man vil give Sagen den Vending, som om det ved Resolutionens Afgivelse allerede var afgjort, at den derved tilveiebragte lovløse Tilstand kun skulde vedvare for en kort Tid, kun
