viis ikke være nogen Regel for den executive Magt,7 og denne følger altsaa sin Anskuelse, saalænge den ei bliver overbeviist om dens Urigtighed.
6) Storthinget har søgt at udvide Repræsentationens Rettigheder ved at gaae ind paa den executive Magts Gebeet. a) Det første anførte Exempel herpaa er Sagen om Moe-Markedets Gjenoprettelse, men hvilket er saare uheldiden valgt; thi foruden at Sagen af Storthinget blev henlagt, saa er det Spørgsmaal om, hvilken Statsmagt det tilkommer at oprette og at nedlægge Markeder i al Fald i den Grad tvivlsomt, at det hverken kan ventes eller paastaaes, at Storthinget skulde renoncere paa den lovgivende Magts Adkomst til at ordne disse Forholde, og det saameget mindre, da Regjeringen tilforn har antaget svide Protocol-Committeens Indstilling af 1833) at dette Slags Sager henhørte under Lovgivningen. b) At Storthinget tilstiller Regjeringen et Par Sager, saasom den angaaende Romsdals Marked og om Artilleri- og Cavalleri-Udredernes tilkommende Godtgjørelse, for at Vedkommendes Besværinger, om de ere grundede, kunne afhjælpes, synes at være noget saa uskyldigt, at man mindst skulde troe, at deraf kunde dannes en Ankepost imod Storthinget for at have overtraadt sin Myndigheds Grændser, ligesom det er at betvivle, at Defensor kan fra Regjeringen være befuldmægtiget til at paaklage et Factum, som, dersom deri skulde været noget urigtigt, burde været rettet paa derved, at Regjeringen havde vægret sig ved at antage de saaledes oversendte Sagen. c) Ventilationerne om Throntalens Besvarelse sigtede efter Defensors Formening til at tilegne Storthinget en yderligere Control med den executive Magt end Grundloven hjemler, hvilket ogsaa, som det hedder, Storthinget erkjendte; men dog skal Storthinget høre ilde for denne Sag. Er da ikke Throntalen et offentlig Document og betvivler Nogen, til hvem en Anden skriftlig eller mundtlig meddeler sig, sin Ret til at besvare Medde-
