ingen Virkning, hvorimod Regjeringen som oftest har Anledning til under Sagens Behandling paa 3die Storthing at ordne Forholdene saaledes, at Anvendelsen af Grundl.s §. 79 bliver unødvendig. De øvrige af enkelte Medlemmer til uforandret Gjenoptagelse foreslaaede Love ere, som bekjendt, ikke blevne antagne.
5) Med Hensyn til de interimistiske Pensioners Revision kan det formeentlig ikke dadles, om Storthinget lægger en noget strængere Norm til Grund for Bedømmelsen af Vedkommendes Qvalisikation end Regjeringen, al den Stund man kun viser redelig Villie til at iagttage Retfærdighed; thi vort Pensionsvæsen er, efter hvad der er almeenerkjendt, byrdefuldere end det efter Statens Resourcer burde være, og det vilde være ønskeligt, om de Begreber, hvorefter Statscassen betragtes som en Almisse-Kasse, efterhaanden kunde svækkes. Debatterne dreiede sig ikke, saaledes som Defensor har antaget, om Dalere, men om Principer og disses Anvendelse, og at Indflydelsen heraf i enkelt Tilfælde kun kunde være en Difference af nogle Daler, gjør Intet til Sagen. Omendskjøndt meget taler for den af Defensor yttrede Formening om, at Embedsmænds Enker og deres Børn efter den gjeldende Lovgivning have et jus qvæsitum til Pension af Statscassen, saa er Sætningen dog ingenlunde ophøiet over al Tvivl — og Storthingets eller dets Pluralitets Anskuelse af denne Sag er derfor ingenlunde enten saa urimelig eller saa .ubillig, som af Defensor yttret. Have de Vedkommende, saaledes som paastaaet, et jus qvæsitum, maa det formeentlig ogsaa lade sig gjøre ved Domstolenes Mellemkomst og ved Understøttelse med beneficium paupertatis at forhjælpe dem til deres Ret. Endnu mindre Vanskelighed har Sagen forsaavidt Regjeringen anseer sig competent til interimistisk at bevilge Pensioner til deslige Personen medens Storthingets Anskuelse gaaer ud paa, at saadan Ret ikke skulde existere; thi Storthingets Formening kan naturlig-
