uanseet, efter Grundlovens tydelige Ord er ansvarlig. Udøver Kongen Benaadningsretten, efter at have hørt sit Statsraad, paa den Maade, at han lader erklærede Fiender af al Samfundsorden ustraffede, kan da den kongelige Raadgiver, som heri har været enig, vel være ansvarsfris og besættes Statens Embeder uden alt Hensyn til Fortjenester, skulde da ikke den, som heri deelte Anskuelse med Kongen, som bestyrkede ham i deslige Grundsætningers Udøvelse, være hjemfalden til Ansvar og Straf? Jeg formener, at Grundlovens Bud i § 30, angaaende Protest imod Beslutningen der ere øiensynlig skadelige for Riget, maatte udslettes førend man kunde benægte saa ligefremme Sandheder.
Beslutningen er videre stridende imod Statsformen, idet den uundgaaelig fremkalder Følger og Virkninger, der stride imod Forfatningen. Det er nemlig Storthinget, hvem det efter Grundlovens §75 paaligger at bestemme Statens Indtægter og Udgiften hvilke dog kun gjælde til 1ste Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er samlet, med mindre de af dette udtrykkelig fornyes; og det sidstafholdte Storthings Opløsning paa en Tid, da af Indtægtsbudgettet kun Tolden var reguleret, maa formeentlig medføre, at den executive Magt vedbliver at indkræve de indtil sidstafvigte 1ste Juli paabudne Skatter og Afgiften i hvilket Tilfælde den ligefrem griber ind i det væsentligste, Storthinget vedkommende Prærogativ. Skulde den vælge den modsatte Fremgangsmaade, nemlig at lade al Opkrævning af Skatter og Afgifter til Statscassen hvile, saa følger deraf, at et høist betydeligt Tab i Indtægter maa opstaae, og at Beslutningen af denne Grund bliver øiensynlig skadelig for Riget.
Anvendelsen af de i Statscassen indflydende Summer paakræver, efter den samme Grundlovsbestemmelse, ikke mindre nødvendig Storthingets Beslutninger — men de existere ikke undtagen forsaavidt angaaer Pensioner og Landmilitair-Etatens Udgifter samt nogle enkelte mindre vigtige Poster,
