hvorved de Forretninger, som det paaligger ethvert ordentligt Storthing at fuldføre, nødvendigen maae være blevne forsinkede; men Storthinget har gjort dette uden Mistillid — det har handlet saaledes i den glade Overbeviisning, at en høitelsket Konges og en redeligsindet Repræsentations forenede Bestræbelser skulde paa denne Maade bedst fremme Fædrelandets Vel.
Omstændighederne medførte, at mangfoldige af de kongelige Propositioner stode i Forbindelse med Beskatningen og Budgettet, hvoraf det blev en nødvendig Følge, at disse ikke endeligen kunde udfærdiges førend hine havde faaet deres Tilværelse — og under de yderste Anstrængelser, sigtende hertil, paa en Tid, da man kan sige, at de Frugter, som Nationen skulde høste af Storthingets Virksomhed, vare modne til at indhøstes eller dagligen modnedes, indløber den 7de Juli det kongelige Budskab om, at Storthinget i Kraft af Grundlovens § 80 skal næste Dag standse sin Virksomhed, skal opløses.
En saadan Fremgangsmaade kan dog umulig harmonere med den Villie, som Folket eller dets Befuldmægtigede, ved at give sig den frie Forfatning og deri at optage en Bestemmelse, som den i Grundlovens § 80 indeholdte, har villet udtrykke — den kan heller ikke bestaae med den moralske Forpligtelse, som paaligger denne Rettigheds Indehavere. Man overveie kun andre Rettigheder, som Kongen udisputeerlig efter Grundloven er i Besiddelse af: Han kan efter Grundlovens § 26 under de der nedskrevne Formers Iagttagelse begynde Krig; han har efter Grundlovens § 20 Ret til at benaade Forbrydere og efter § 21 til at udnævne Embedsmænd; men tænker man sig, at Kongen uden Nødvendighed, paa en Tid, da Norge høiligen trænger til at nyde Fredens Goder, efter alle lovlige Formaliteters Iagttagelse, begynder Krig, og nogen kongl. Raadgiver har været enig med ham, saa antager jeg, at denne Raadgiver, Kongens utvivlsomme, formelle og juridiske Ret
