og tør vi det ikke, sætte vi ikke subjective Følelser og Phantasiespil i Stedet for Virkelighed: kan det da med Sandhed siges, at vort Land var lykkeligere, vort Folk ædlere, Menneskene bedre paa hiin Tid end nu? Dog Varden vedbliver: I Modsætning heraf fremstiller han den nærværende Selvraadighed og Indbildskhed, der ingen Skranker taaler — Tabet af Sands for alt Ædelt og Skjønt — alle blide Følelsers Tilintetgjørelse for politiske Betragtninger — for misforstaaede Begreber om Lighed og Frihed. Vort offentlige Liv frembyder Intet uden Jammerligheder — intetsteds findes nogen stolt og ophøiet Tanke — egennyttige Hensigter, Tilsidesættelse af Humanitetens Fordringer og Lyst til at skade, aabenbare sig allevegne. Lovene have tabt deres Anseelse — Raaheden styrer: denne ere vore dyrebareste Interesser voldgivne. Denne Smitte har ogsaa angrebet vort Storthing, og alt Haab om, at Nationen gjennem dens udkaarede Mænd skulde bringes tilbage til Besindelse, maatte opgives! under disse Omstændigheder var det nødvendigt at tilveiebringe en Crisis, der kunde bevirke det syge Statslegemes grundige Helbredelse — dette var det Øiemed, som tilsigtedes ved Storthingets Opløsning — dettes Maade at udføre sine Forretninger paa, var kun noget Underordnet. Her have vi altsaa Opløsningen paa Gaaden, her have vi da ogsaa det Svar, som haves behov, og som tilforn er forholdt os angaaende Aarsagen, hvorfor ei den Norske Regjerings Betænkning blev indhentet. Der gives ikke en Poet i dens Midte — og den kunde da beholde sin Betænkning for sig selv. Men en Jernhaand griber mig: det er Virkelighedens Dæmon, som ubarmhjertig forjager mig fra de Regioner, hvortil jeg var henflyttet. Der spørges, om de Kongelige Raadgiveres constitutionelle Ansvarlighed kan bestaae paa den Maade, at man fingerer hvilketsomhelst Øiemed og opgiver en saadan Forbindelse imellem den Handling, hvorfor man tiltales og hiint Øiemed, saa at Handlingen, uden Hensyn til Muligheden eller Umulig-
