heden af Forbindelse, bliver Middel for hiint Øiemed? Statsministeren paastaaer, at vort hele offentlige Liv lider under den fordærveligste, den meest om sig gribende og haardnakkede Sygdom, — og han mener at kunne helbrede det, at kunne udrydde Sygdommen, ved at foranledige det sidst afholdte Storthing opløst uden Kald og Varsel, uden at det har sine væsentlige Forretninger færdige. Hvad Forbindelse er der imellem dette Øiemed og dette Middel? Hvorledes skulde det Norske Folk komme til Erkjendelse af hiin Sygdoms Tilværelse? Det Forhandlede paa Stockholms Slot den 2den Juli melder ikke et Ord om en saadan Sygdom, om en saadan Plan for dens Helbredelse. Kongen erklærer med udtrykkelige Ord, at Folket er trofast og godt. Uden denne Rigsretsaction, uden den Anledning, som Statsministeren har havt til under denne at forklare sine Anskuelser, havde jo det Norske Folk været aldeles uvidende om hvad Statsministeren har virket for det. Kunde da ikke Statsministeren med samme Ret og lige Frihed for alt constitutionelt Ansvar have tilraadt Kongen at begynde Krig? Mon ikke lidt Sultekuur, som den vi gjennemgik i de sidste lykkelige Aar af vor lykkelige Forbindelse med Dannemark, skulde bringe Hovmoden til at dale — Paastaaeligheden til at give efter? Jeg begriber ikke den Dristighed, som vover at opfinde en Udflugt som den opgivne; men Nøden er en stor Læremester! Ideen om at tilveiebringe en Crisis er en Tilstaaelse om en ulovlig lagt og forfulgt Plan. Statsministeren kan ikke betragtes som en forstandig og klog Læge. Han bekymrer sig ikke om Sygdommen er virkelig eller indbildt, ei om dens Aarsager og de passende Helbredelsesmidler; nei! han antager uden Videre, at hele Statslegemet er sygt, og sætter dets Liv paa Spil i en Critik Det er en forvoven Qvaksalvers Dont! Jeg formoder, ak Dommerne, førend de gaae ind paa denne Tiltaltes nye Synsmaade, fordre i det Mindste følgende Oplysninger:
