ning burde været indhentet med Hensyn til Beslutningen af 2den Juli.
Forøvrigt indsees det let, hvor aldeles umuligt det var for Storthinget i Marts Maaned at nævne nogen bestemt Tid, da det kunde være færdig; men vist er det, at intet Storthing har været færdig til Juli Maaned og at, med Undtagelse af Storthinget 1815—1816, intet Storthing har havt saa mange og vigtige Forretninger, som det sidst afholdte. Gjennemgaaer man derhos den af Storthingets Archivar forfattede og af mig fremlagte Forklaring over Sagernes Stilling ved Storthingets Opløsning, og sammenholder man denne med de i mit Deductions-Indlæg nævnte 16, Budgettet vedkommende, Sager, saa vil det sees, at de Fleste og Vigtigste vare expederede, og at der kunde være Haab om at have Budgettet færdig ved Juli Maaneds Udgang.
Defensor har derefter leveret en Fortsættelse af den Skildring af Dagens Tone og Tendentsen af vort offentlige Liv, hvormed han aabnede sit Tilsvar. Maleriet røber en Phantasi saa riig paa Opfindelse — saa uudtømmelig paa Combinationer — saa dristig i sin Flugt, at vi med Rette beundre det som et sjeldent Kunstproduct. Men saa poetisk skjønt, som vi finde dette Billede, saa historisk utroværdig, saa stridende imod Sandhed og Virkelighed maae vi erklære det for at være. Det begynder med en Fremstilling af vort lykkelige Liv, af de offentlige og private Dyder, som prydede Normændene under Dannemarksaaget — af den Kjærlighed, som bandt Medborger til Medborger — Undersaatterne til deres Konge — af den Enighed og den Fred, som i hiin Tid aldrig savnedes i vore Dale. Ja! ærværdige Herrer! hvilken er den iiskolde Mand, hvis Hjerte ikke opvarmes ved at tænke med Digteren paa den Tid ”da jeg var ganske lille”, hvis Phantasie ikke med kjærlig Veemod sysler med disse kjære Billeder fra Barndommens skyldfrie Dage; — men tør vi her overgive os til disse Betragtninger? —
