2den Juli, da det blev fast; men om disse Hs. Maj. Anskuelser havde jo den i Norge værende Regjering ingensomhelst Kundskab, altsaa heller ingen Anledning til at modvirke deres Iværksættelse. Argumentationen fra Statsraaderne Fastings og Holsts Undtagelse fra Tiltale for Tiden er, som jeg tidligere har viist, et for let Nødanker til at kunne bringe Statsministeren Frelse, og det er kun en Fordreielse af det Passerede, naar det hedder, at man i selvsamme Sag fortolker Grundlovens §. 15 paa 2de forskjellige Maader. Hvad Tid de offentlige Blade begyndte at beskylde Statsministeren for at have overtraadt Grundlovens §. 15, vedkommer formeentlig ikke Sagen, da han ikke skal fældes efter hvad deri indeholdes, og da de høistærværdige Dommere ikke lægge de deri anførte Anførseler til Grund for deres Dom; men dog kan det bemærkes, at den Constitutionelle, ved første Gang at berette Tiltalen imod Statsministeren, yttrede sig derom som om den nærmest angik Overtrædelse af Grundlovens §. 15, ligesom Morgenbladet nylig har gjort opmærksom paa, at det allerede den 8de Juli yttrede sig med Hensyn til Tilsidesættelse af §. 15.
Væsentligere er det dog, at Storthingets Adresse af 7de Juli sidstl. til Hs. Maj. Kongen nævner Grundlovens § 15, vistnok paa en saadan Maade, saa at man forudsatte, at dens Bud ei var overtraadt; men da man Dagen efter fik Vished for det Modsatte, kan dog ikke hiin Grundlovbestemmelse være gaaet af Minde. At Storthinget selv i dets underdanigste Adresse af 24de Marts kun ansøgte om Prolongation indtil Juli Maaneds Udgang, hvilken Tid ogsaa i det Væsentlige er bleven tilstaaet, efterdi kun nogle faa Uger stode tilbage, hvori ikke synderlig kunde ventes udrettet, efter at man i 5 Maaneder ikke var avanceret videre end skeet, er formeentlig ikke af nogen Indflydelse paa Spørgsmaalet, om hvorvidt den Norske Regjerings Betænk-
