komme aldeles uventet for Storthinget, uden at deraf følger, at det var nødvendigt at tage Beslutningen just den 2den Juli og exeqvere den den 8de Juli. Naar kun Beslutningen fattedes og udførtes saaledes, at den kom aldeles uventet for Storthinget, saa skete den lagte Plan Fyldest, og følgelig kunde Beslutningen være taget baade før og efter den 2den Juli, og det er saaledes aldeles indlysende, at den Norske Regjerings Betænkning kunde været indhentet uden mindste Præjudice for den Kgl. Beslutning og den derigjennem tilsigtede Plan. At ubrødelig Tausheds Pligt i et saadant Tilfælde maatte paaligge og vilde blive iagttaget af Regjeringens Medlemmer, derom kan der naturligviis ikke være nogensomhelst Tvivl. Den Tiltalte erklærer det for et Spilfægterie, et grundlovstridigt Forsøg paa at hindre Kongen i at udøve den ham tilkommende Magt og Myndighed, naar man paa denne Maade vil bringe Grundlovens §. 15 til Anvendelse; men kan man vel tænke sig nogen dristigere Bespottelse af Grundlov og Nationalrepræsentation? Paastanden om, at Kongen allerede var i Besiddelse af den Norske Regjerings Betænkning er allerede i min Deduction tilstrækkelig gjendrevet. Defensor gjendriver selv denne Paastand, naar han siger: for at bedømme Hensigtsmæssigheden af Opløsningen behøves blot ”Kundskab om, hvad Repræsentationen havde udrettet og hvorledes dette var tilendebragt. Ved at sammenholde dette med hvad Thinget burde have udrettet, og hvorledes dette burde været tilendebragt, blev hans Hs. M. sat i Stand til at fatte sin Beslutning.”
Jeg spørger, stod der da noget — kunde der da staae noget herom i den Norske Regjerings Betænkning af 24de Marts; men naar disse vare de Momenter, hvorfor Beslutning om Opløsningen skulde fattes, følger det da ikke deraf med Nødvendighed, at den Norske Regjering derom burde været hørt? Gjentagende er det erklæret, at Kongens Forsæt at hæve Thinget efterhaanden modnedes indtil den
