slutningens Hensigt? For yderligere at bestyrke den modsatte Anskuelse anfører Defensor videre, at Statsraadsafdelingen i Stockholm nærmest maa antages forordnet for at meddele Hs. M Raad og Veiledning i de Sager, der ikke have været forelagte Regjeringen og det er derfor nok at høre bemeldte Afdeling om de Sager, som ei have været sendte den Norske Regjering til Betænkning. Men hvad Hjemmel existerer vel for denne Paastand? Hvorledes kan den harmonere enten med Grundl. §. 12 eller 15? Bestaaer ikke Kongens Raad af mindst 8 Medlemmer, som altsaa ere de Mænd, Han er forpligtet til at høre forinden Sagerne afgjøres, og er det ikke ved Grundl. §. 13 udtrykkelig sagt, at den i Sverige, værende Statsraadsafdeling har de samme Pligter og den samme constitutionelle Ansvarlighed, som den i Norge værende Regjering? Der er da aldeles intet urimeligt i, saaledes som Defensor har forestilt sig, at Statsraadsafdelingen i Stockholm censurerer den Norske Regjerings Betænkninger under Sagernes Afgjørelse hos Kongen: dette er meget mere just Statsraadsafdelingens Pligt og Forretning: den maa gjennemgaae Sagerne, og naar den ikke finder dem behandlede efter dens Tykke, saa maa det være Pligt, derpaa at gjøre Kongen opmærksom. Om man vil, kan man betragte Forholdet imellem Regjeringen hersteds og Statsraadsafdelingen i Stockholm som et Analogon af Storthingets Afdelinger i Lagthing og Odelsthing.
Men de heldige Virkninger, som Kongen tilsigtede ved Beslutningen, kunde ikke, siger Defensor, haabes tilveiebragte, undtagen just gjennem en pludselig Opløsning, og den Norske Regjerings Betænkning kunde saaledes ikke været indhentet undtagen at den tilsigtede Hensigt var gaaet tabt. Forholdt dette sig saaledes, saa talte vistnok meget til Vedkommendes Fordeel; men det er at mærke, at det meget vel kan indrømmes, at Beslutningen, for at den opgivne Hensigt kunde opnaaes, efter Kongens Anskuelse maatte
