kan udstrækkes til saadanne andre Tilfælde, hvor det vilde være aldeles uhensigtsmæssigt at indhente saadan Betænkning Man har i Anledning heraf opfordret mig til at paavise Hjemmel for, at Indskrænkningen er som opgivet; men da jeg har paaviist de Paragrapher af Grundloven, hvortil jeg støtter mig, maa formeentlig Touren være til Vederparten at bevise de flere Tilfælde, som kunde indbefattes under Udtrykkene, saafremt hans Paastand herved skal komme i Betragtning Han har ogsaa følt Rigtigheden heraf, og derfor fremført den Yttring, at den eneste fornuftige Mening man kan faae ud af §. 15 er, at enhver Sag, som efter sin Natur opstaaer der, hvor Kongen opholder sig udenfor Regjeringens Sæde, kan af Hs. M. afgjøres uden at Regjeringens Betænkning er indhentet; thi, hedder det, at nægte Kongen Ret til at fatte. Beslutning om Tilfælde, der ikke kunne være gaaede igjennem den Norske Regjering, vilde være ligesaa urimeligt som at tilintetgjøre Kongens Ret ved at indskrænke denne til en saadan Betingelse. Under Udtrykkene ”i Almindelighed” vil altsaa Defensor have indbefattet de Sager, som opstaaer hos Kongen under hans Ophold i Sverige; men hvad Hjemmel kan vel paavises for en saadan Paastand; medfører ikke Udtrykkene i ommeldte §. 15, at man ved den Passus „i Almindelighed &c.” nærmest har tænkt paa Sager, som opstaae hos Kongen under hans Ophold i Sverige, og med Hensyn til hvilke det altsaa er saa langt fra, at de ere undtagne fra at underkastes den Norske Regjerings Betænkning, at meget mere Forbudet just lyder, at de ikke maae afgjøres uden at saadan Betænkning er indhentet? Ophører vel en Sag, som gjælder Norges Anliggender, at være Norsk Sag — fordi den først bringes paa Bane i Stockholms men er dette ikke Tilfældet, maae da ikke nødvendigen den Norske Regjering høres (undtagen i diplomatiske og Commando-Sager) forsaavidt ei vigtige Hindringer forbyde Saadant eller det skulde være aldeles stridende mod Be-
