fortolker Grundloven paa 2 Maader, alt eftersom det gjælder den selv eller Regjeringen, og om man derfor ikke saameget mere maa forvente, at Domstolene ville vise fuldkommen Upartiskhed? Men vil da — tillader jeg mig at contraspørge — vil da Defensor, at ingen controllerende Myndighed maa udøves imod Regjeringens Medlemmer, undtagen at man kan udvexle den eller de, som maatte undergives Tiltale, med et lige eller forholdsmæssigt Antal af Nationalrepræsentationens Medlemmer, som ligeledes ere satte under Tiltale, og seer da ikke Defensor nogen Forskjel imellem Grundlovens §§. 66 og 30? Og naar man vover at charakterisere Odelsthingets Fremgangsmaade saaledes som nys hørt, maa man da ikke til det Yderste forbauses over en Suffisance, som ikke kan fremsætte en Fortolkning, som den nu gjennemgaaede, uden at indvælte sig paa Nationalrepræsentationen med gediegne Injurier? Naar man under de anførte Omstændigheder beklager sig over modsatte Fortolkningsmaader af Grundloven, saa beklager man sig jo alene over Grundloven, som har etableret de ulige Forholde, og man kan da til Defensors med Hensyn hertil fremsatte Spørgsmaal kun beklage, at man har en Grundlov, og at denne har statueret Ansvarlighed for Nogensomhelst, men allermeest.over, at saadan Ansvarlighed er bestemt for de Kgl. Raadgivere. Domstolene kunne under disse Omstændigheder ikke paa anden Maade vise Upartiskhed end ved ikke at tage Notice af Grundloven.
Talen er her, efter Defensors Yttring, om at vise en misforstaaet Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de constitutionelle Skranker, hvortil Rigsretten forhaabentlig vil være behjelpelig — og denne Tillid bør ikke skuffes Betræffende Fortolkningen af Grundlovens §. 15 har jeg i min Deduction af Sagen erkjendt, at Udtrykkene ”i Almindelighed” involvere en Indskrænkning; men det er tillige beviist, hvori denne Indskrænkning bestaaer, at den nemlig kun gjelder diplomatiske og Commando-Sager og i det Høieste
