besynderligt, da disse ere nogle af de væsentligste, Kongemagten tillagte Prærogativer, hvis Udøvelse kan have den meest afgjorte Indflydelse paa det Almindeliges Vel og Vee; medens mindre Sager, som kun er af underordnet Vigtighed og angaaer enkelte Individers Tarv, uomtvistelig ikke kunne bringes til Afgjørelse uden ved Foredrag for H. M. Kongen i Statsraadet. At Storthingets Control muligens kan misbruges, er Noget, som ikke mere gjælder med Hensyn til denne end enhver anden det tillagt Rettighed; men Misbrugen kan dog ikke bestaae i andet end at en Kongelig Raadgiver muligens uden tilstrækkelig Grund vorder kaldet til Ansvar; men da maa jo Rigsretten være det Værn, hvor den Forurettede maa søge og vente at finde Beskyttelse. Et factisk Beviis for det Ugrundede i Vederpartens Anskuelse frembyder det Forhandlede i Statsraadet hos Kongen den 2den Juli sidstleden ved hvilken Leilighed 2de Kgl. Raadgivere have nedlagt Protest imod den Kgl. Beslutnings Iværksættelse, og hvilket Kongen har taalt, hvilket vist ikke vilde skeet, naar ikke Høistsamme ved Grundloven dertil havde anseet sig forpligtet. Endelig har Defensor paaberaabt sig som Beviis for den juridiske Umulighed af at kalde Kongens Raadgiver til Ansvar for hen Anvendelse, som gjøres af Grundlovens § 80, den Omstændighed, at Storthingene og dets Afdelinger oftere have fejlet i deres Beslutninger, uden at de enkelte Medlemmer, der have forvoldt dette, ere blevne kaldte til Ansvar. Vederparten formener derfor at have fuld Føie til at spørge, om man kan tænke sig noget mere vilkaarligt, constitutionsstridigt og anmassende end at tilegne sig Rettighed til i et saadant Tilfælde at kalde en Kgl. Raadgiver til Ansvar, og hvad man skal dømme om en Corporation, der paa samme Tid som den bruger Grundloven til Prætext for Anlægget af denne Sag, selv paa det Groveste synder imod den og overtræder alle Former, — han spørger endvidere, om man vel ikke har Ret til at beklage sig over, at Repræsentationen
