ne, efter Regjeringens eget Forslag i det Væsentlige antagne Lov, indeholder. At et Medlem af Kongens Raad ikke retfærdigen skulde kunne sættes under Tiltale undtagen at man kunde have egen Tilstaaelse for, at han havde indseet, at det Factum, hvorfor han skal tiltales, af ham erkjendtes paa den Tid, han deri gjorde sig skyldig, for at være stridende imod Forfatningen, er, mener jeg, det samme som at ophæve al constitutionel Ansvarlighed.
Det maa være nok, naar man omhyggeligen sætter sig ind i de Forholde, hvorunder Vedkommende har handlet, og tager billigt Hensyn til de Vanskeligheder, som disse Forholde jevnligen medføre: hvorimod det ikke kan være Meningen, naar Talen er om en Foranstaltning, som antages at være øiensynlig skadelig for Riget, at derom ikke maa existere forskjellige Meninger, eller at Handlingen taber denne Characteer derved, at der kan paavises enkelte gode Følger, som muligens kunne være forbundne med samme; men det maa være nok, at de Følger, som constituere Handlingens Begreb, for Enhver som kan bedømme Forholdene, vise sig at være af stor og afgjort Skadelighed. Naar man formener at kunne godtgjøre, at den nærværende Action i mere end almindelig Grad vidner om Eensidighed, Vilkaarlighed og Lidenskabelighed, som man mindst burde kunne vente sig fra den Kant, saa tilstaaer jeg, at dette Beviis i høi Grad maatte frappere, naar man lægger Mærke til det Eiendommelige ved denne Sags Anlæg, at nemlig Odelsthinget eenstemmigen har afgivet sin Beslutning om Tiltale imod Angjældende — men da Beviset hidtil ikke er præsteret, uagtet Defensor har holdt sin Forsvarstale, saa antager jeg, at han fremdeles vil blive det skyldig.
Det er paastaaet, at Odelsthingets Actionsdecret er constitutionsstridigt, fordi Rettigheden til at opløse Storth. efter Grdl. § 80 er en Control, som Kongen udøver imod Storthinget, hvilken ikke igjen af dette kan controlleres uden at tilintetgjøres. Denne Rettighed, siger man, er af samme
