thingets Anklagemagt hidtil har været benyttet, vedkomme ikke synderlig denne Sag, hvor Spørgsmaalet formeentlig maa være, om den Gjenstand, hvorom her strides, kan er kjendes af den Vigtighed, at derom burde reises en Rigsretsaction, og om Vedkommendes Forhold har været af den Beskaffenhed, at det gav tilstrækkelig Anledning til Undersøgelse. Dersom disse Spørgsmaale kunne besvares bekræftende, saa kunde det sidst afholdte Odelsthing ikke pligtmæssigen undlade at reise Sag, om end de foregaaende Odelsthing nok saameget havde misbrugt deres Magt. Men at Defensionen ogsaa i denne Deel er uretfærdig og eensidig — ligger klart for Dagen. Det kan neppe med Sandhed siges, at de foregaaende Rigsretsactioner ere dicterede enten af Ukyndighed eller Partiskhed eller for Facta uden indgribende Virkning — det sidste skulde da i al Fald gjælde den Fastingske Sag; men det er vel ikke troligt, at Defensor her vil fornye sin Rolle som Defensor i hiin Sag, og naar 5 Rigsretsactioner i Løbet af 22 Aar betragtes som et sørgeligt Beviis paa, hvorlangt vi staae tilbage, og Sammenligning derefter gjøres med andre Stater — saa er det mig fast utroeligt, at en Mand, som ellers ikke i noget Punkt vil tilstede Sammenligning imellem os og Fremmede, selv anstiller saadan Sammenligning i et Punkt, hvori vore Forholde ere saa aldeles forskjellige fra dem, der finde Sted i alle andre Lande. Hvad finder hyppigere Sted i Europas constitutionelle Stater end Ministerforandringer — Nedlæggelse af den Magt, som Vedkommende erkjende ikke at kunne udøve i Folkets Aand — og naar saae vi nogen saadan hos os? Defensor bør ogsaa kaste et Blik paa Ansvarlighedsloven. Den har, ved at bestemme Straffe for Forbrydelser, som kunne være Gjenstand for Rigsretsactioner, ikke indskrænket sig til Capital-Forbrydelser, og naar Actioner ikke beordres uden at man for Forbrydelsen kan paavise udtrykkelig eller analog Straffebestemmelse i denne Lov, saa er Actionen i al Fald ikke beordret imod den Aand, som den-
