eller Nogle endog af virkelig Skadefrohed, Kaadhed eller andre uædle Lidenskaber lægge Hindringer i Veien for det almene Vel og foruleilige de Styrende — derfor er Staten ikke stedt i Fare eller bragt paa Randen af Afgrunden — endnu mindre kan det billiges derfor at tage sin Tilflugt til voldsomme og ulovlige Hjelpemidler og allermindst til enten for en større eller mindre Deel at opløse Statsforfatningen eller suspendere Grundloven.
Alle ere enige i, at Lovene ikke have tabt deres Herredømme, selv Kongens Raad har i det heromhandlede Tilfælde erklæret ikke at kunne antage, at nogen Overtrædelse af Grundloven fra Storthingets Side har fundet Sted — Folket er tilfreds og roligt, velvilligt og godmodigt i den Grad, at selv efter at alle Baand eller Forpligtelser i Henseende til Skatteydelsen modvilligen ere løste og Regjeringen har sat sig i aabenbar Opposition mod Folkets Repræsentanter, vedbliver det uden Undtagelse at yde de samme Skatter og Afgifter, som i Følge Loven ikke længer ere gjældende. Efterverdenen vil forbauses ved engang at erfare, at denne var Tilstanden i Norge, da man i Aaret 1836 fandt det var Tid at give det første Exempel paa, hvor let det lader sig gjøre deelviis at opløse vor nys tilblevne, besvorne Statsforfatning.
Dette første Skridt ustraffet, tør snart flere følge efter: truende Varsler have lige siden den Tid, da Slaget rammede, ladet sig bemærke i Naboriget, med hvilket vi indgik en nøie og trofast Forening, men hvis Intervention i vore indre Anliggender vi ikke kunne tilstæde — og det er nødvendigt, at vi, for at afværge denne og for at hævde vore lovbestemte og hellige Rettigheder, nøie vaage over, at Ingen, der nærer en fiendsk Aand imod vor Forfatning og de Institutioner, som ere uadskilleligen forbundne med denne, i Hs. M. Kongens Raad vildledet Høistsammes Forestillinger i disse vigtige Anliggender. De Betragtningen som Defensor har anstillet over Maaden, hvorpaa Odels-
