D. Spørgsmaalet om Skadeserstatning maa naturligviis bortfalde naar Straf ikke er anvendelig; kun en forsætlig og tilregnelig Lovovertrædelse, som her ikke er tilstede, kan retteligen medføre saadanne Følger. Foruden at jeg fremdeles benægter at den kongelige Resolution af 2den Juli har medført nogen Skade, hvilket Actor jo heller ikke i mindste Maade har beviist, ja tildeels endog erkjender ikke at kunne bevise, maa jeg specielt bemærke, deels at det ligefrem strider imod 1—5—12 at afsige uendelige Domme, hvis Fuldbyrdelse knytter sig til og er afhængig af at Noget senere bevises, deels at de til Repræsentanterne medgaaende Reiseudgifter under alle Omstændigheder ere min Part og nærværende Sag uvedkommende. I førstnævnte Henseende maae Enhver tilstaae, at Spørgsmaalet, om Statscassen har tabt nogle Indtægter, ikke nu med juridisk Vished lader sig opløse, men at Besvarelsen deraf vil komme an paa hvad der forsaavidt senere bevises at være passeret, følgelig at en Dom, der gav Actors Paastand Medhold, netop blev hvad Loven kalder „uendelig“ og paa det bestemteste forbyder. Jeg exciperer derfor ogsaa imod Rigsrettens Competence til at agere Skjønsmænd, og protesterer høitideligen imod ethvert Skjøn. Det uformelige i Actors Paastand om et saadant fremlyser ogsaa deraf, at den Anklagede ingen Anledning har faaet til at fremsætte specielle Indsigelser imod de Poster, der skulde være Gjenstand for en saadan Bedømmelse, af den gode Grund at disse Poster ligesaalidet ere opgivne som de existere.
Hvad Repræsentanternes Reiseudgifter angaaer, da kunne disse, selv om Statsministerens Fremgangsmaade var urigtig, aldrig falde ham til Last førend det godtgjordes, at Statscassen ved hans Brøde var paaført en unødvendig og unyttig Udgift Men ligesom dette hverken er beviist eller kan bevises, saaledes maatte man dog drage fra disse Reiseudgifter Beløbet af hvad Storthingets fortsatte Virksomhed vilde have kostet, som Statskassen nu har
