os blot frifindes for videre Tiltale naar der er grundet Mistanke om at han er skyldig, kan dette dog ikke komme til Anvendelse i et Tilfælde som nærværende Foruden at Rigsretsreglementets 18de §. med Bestemthed forudsætter, at han enten findes mere eller mindre skyldig — altsaa dog skyldig — eller aldeles frifindes, maa det vel observeres, at Spørgsmaalet i nærværende Sag er, om Statsministeren har fortolket Grundlovens 15de §., og bedømt Virkningerne af Kongens Beslutning fra den rigtige Side. Det Tvivlsomme, Sagen saaledes ialfald kunde frembyde, ligger følgelig ikke i det Faktiske; her existerer ingen Uvished om den Handling, der er Gjenstand for Actionen, virkelig er begaaet, men denne Uvished drejer sig i det høieste om det Grundede eller Ugrundede i en Lovfortolkning, det meer eller mindre Rigtige i en Anskuelse af Forholdene Man behøver ikke at være Jurist for at indsee, at der under saadanne Omstændigheder aldrig kan blive Qvæstion om Frifindelse for videre Tiltale. Denne Terminologie bruges ogsaa undertiden, skjøndt neppe med Føie, naar den Anklagedes Uskyldighed vel ganske er lagt for Dagen, men hans eget Forhold derimod antages at have givet det Offentlige grundet Anledning til at ansee ham skyldig. Imidlertid er det mere end klart, at dette blot gjelder om det Faktiske, og at det vilde være Nonsens at anvende Sætningen paa Fortolkninger og subjective Domme. Man kan dog ikke siges at have ved sin egen Opførsel berettiget Justitien til at troe at man havde begaaet en ulovlig Handling, naar denne, saa langt fra at være foretaget hemmelig eller senere lagt Skjul paa, netop vidner om den størst mulige Frimodighed og Oprigtighed. Det bliver i alle Henseender for Justitiens egen Regning, hvis den i et saadant Tilfælde bruger en anden Fortolkningsregel end Domstolene sidenefter hylde, og da Handlingen ligger aabenlys for Dagen, har man jo al ønskelig Leilighed til at overveie hvilken Charakteer den fortjener, inden man paataler den.
