thi denne Tænkemaade er født af Fornuften, opfostret af Verdenserfaring, og adopteret af Norges Grundlov.
Man vil maaske indvende, at det dog altid var det forsigtigste og klogeste at fraraade Hs. Majestæt en Beslutning, om hvis Gavnlighed eller Skadelighed der idetmindste maatte være Tvivl Jeg kan ingenlunde erkjende dette. Statsraadet er ikke tilforordnet Kongen for at gjøre Ham vankelmodig og ubestemt, eller hindre ham i at udøve sine Prærogativer. Naar der opstaaer Betænkeligheder i en Sag, er det vistnok Pligt at henlede Hans Majestæts Opmærksomhed paa disse; men erkjender man selv at de ikke ere afgjørende, vilde det jo blive pligtstridigt og hensigtsløst at protestere imod en Beslutning, man selv ansaae gavnlig, blot fordi Meningerne derom kunde være deelte. Dette sidste maa meget ofte indtræffe, og Følgen vilde da blive, at Protest nedlagdes hvert Øieblik, hvorved denne Fremgangsmaade, der forventes at skulle have en vægtig Indflydelse hos Kongen, nedværdigedes til en tom Formalitet, et usselt Gjøglespil, som da i vigtige Tilfælde ikke kunde paaregnes at ville medføre de forønskede Virkninger. Protestens Hensigt er ikke at frelse den kongelige Raadgiver for Straf, men at bevæge Hs. Majestæt til at frafalde sin Beslutning; dette er Øiemedet, hiint blot Følgerne. Saaledes har vor Grundlov ogsaa villet det; kun naar Statsraaden „finder at Kongens Beslutning er lovstridig eller øiensynlig skadelig,“ skal han protestere imod den; det er ikke tilstrækkeligt, at han anseer Sagen tvivlsom; tværtimod, ene naar ingen Tvivl fornuftigviis frembyde sig, naar han selv betragter Beslutningen som lovstridig eller skadelig, skal han anvende de constitutionsmæssige Midler for om muligt at bringe Hans Majestæt paa andre Tanker. Grundloven paalægger ham ikke at handle imod sin Overbeviisning, og kan mindst hos Kongens Raad tillade at det argumenterer ex tuto.
C. Endskjøndt det er vedtaget at den Anklagede hos
