til at gjøre en Ende paa en Tøilesløshed, der daglig blev utaaleligere, maatte jo forudsætte at Rigsretten enten deelte Mængdens Anskuelser eller ikke antog at der var nogen Ulykke i at de gjorde sig gjeldende. Men kunde jeg vel, uden at fornærme dette ophøiede Tribunal, tillægge det enten en saadan Tænkemaade, eller en saa total Blindhed og Sløvhed?. Jeg vogter mig vel derfor; tværtimod, jeg stoler trygt paa, at mange af mine Ord have fundet Gjenklang i de høistærværdige Herrers Hjerter, og at jeg ikke har udtalt andet end hvad de selv føiede sig gjennemtrængte af. Er det desuden ikke umiskjendeligt, at Statsminister Løvenskiold har handlet ærligt og aabenlyst, saaledes som betegner sig den sande Hædersmand? Hvad havde været lettere for ham end under fire Øine at bestyrke Hans Majestæt i den af Høistsamme selv fattede Beslutning, og til Protocollen at dictere en Proformaprotest? Men i Overbeviisning om sine redelige Hensigter, og med Tillid til at Nationens bedre Deel, at Rigsretten ikke lader sig blænde af rasende Partigjængere, har han foragtet Anvendelsen af ethvert lavt Middel, foragtet enhver Trudsel fra den Kant. Han staaer med aaben Visir, ene bevæbnet med sin oprigtige Kjærlighed til Fædrenelandet, ene støttet til sin gode Samvittighed. Man burde paaskjønnet denne ridderlige Færd, man burde indseet, at Norge trænger til en kraftig og selvstændig Talsmand ved Thronen, en Mand, som vover at have en Mening og at være denne bekjendt, som ikke nyder sit ophøiede Embedes Fordele uden at paatage sig dets mangehaande Byrder, som virkelig er norsk Statsminister, ikke blot figurerer som saadan. At Hs. Excellence ikke deler Mængdens exalterede Begreber, at han ikke betragter Norge som et Democratie, men som et indskrænket monarkiskt Rige, og at han handler overeensstemmende med denne constitutionsmæssige Anskuelse, det har han aldrig lagt Dølgsmaal paa, og behøvede heller ikke at gjøre det;
