forskjellige Standpuncter. Skulde nu en Statsmand fordømmes fordi han betragtede en saadan Sag anderledes end Andre, in specie anderledes end Dommeren, der ofte længe bagefter, naar Forholdene mere have udviklet sig og Omstændighederne tildeels kunne være forandrede, udtaler sin Anskuelse-, saa blev hans Stilling jo den ulykkeligste og meest prekaire af alle; thi da han skal handle efter sin Overbeviisning, maa han følge denne, og kan altsaa aldrig undgaae traf naar han er uheldig nok til at stedes for Dommere, der have en modsat. Hvem vilde vel da udsætte sig for en saa sørgelig Existence? og kunde man under saadanne Omstændigheder vente at nogen ærekjær og dygtig Mand skulde findes tilbøielig til at paatage sig et saa farefuldt Kalds En anden Sag er det hvis det Skadelige er øiensynligt, hvis Enhver, der har sunde Sandser og redelig Villie, maatte blive dette vaer. Men jeg spørger frimodigen, drister Nogen sig til at paastaae at dette er Tilfældet her? Nei, høistærværdige Herrer, ingen upartisk, sandhedskjærlig og fordomsfri Mand vil vove det. Lad det end være tvivlsomt hvad enten den kongelige Resolution af 2den Juli har medført Gavn eller Skade, endskjøndt jeg haaber at have godtgjort Nytten og Nødvendigheden af den, tvivlsomt kan det dog aldrig blive, at Meningerne derom ialfald maae være deelte. Det er ikke Ubeskedenhed af mig naar jeg forventer, at de af mig anførte Omstændigheder idetmindste godtgjøre, at Hs. Excellence, uden at handle imod Eed og Pligt, uden at røbe Uduelighed eller ond Villie, bona fide har kunnet komme til det af ham antagne Resultat; det er ikke Arrogants naar jeg paastaaer, at mit Forsvar dog i alfald maa bevise, at der var vigtige Grunde for Statsminister Løvenskiold til at haabe velgjørende Virkninger for Fædrenelandet af denne Begivenhed At straffe ham fordi han ikke har fundet det skadeligt for Riget at bevirke saavidt muligt en anden Retning i vort hele offentlige Liv, fordi han i Storthingets pludselige Opløsning har seet det eneste virksomme Middel
