syn til hvor mange af de tilstedeværende Statsraader der udtrykkeligen tager Deel i disse Remonstrationer. Naar H. M. har hørt Alt hvad der gjør Resolutionen betænkelig, er han sat i Stand til at bedømme, om der er Grund til at følge de givne Raad eller ei, og det maa saaledes være aldeles ligegyldigt, at Væringerne blot fremkomme fra en Enkelt. Under saadanne Omstændigheder bør der ei være Spørgsmaal om nogen Pligtforsømmelse fra de Øvriges Side fordi de ikke udtrykkeligen deeltage i Protesten; thi deraf følger ikke nødvendigviis at de ere enige med Kongen, endnu mindre at de have bestyrket denne i hans Anskuelser. Man kan in specie hvad Statsministeren angaaer tænke sig mange Grunde, hvorfor han ikke uden i yderste Nød vil sætte sig i en direkte og offentlig Opposition imod Kongen, og derved betage sig selv en Deel af den Indflydelse, han absolut maa være i Besiddelse af, hvis han skal kunne opfylde Hensigten med sin høie Stilling Jeg anfører ikke dette for at give det Udseende af at Statsminister Løvenskiold har været af en anden Mening i nærværende Tilfælde end Kongen, da min hele Procedure netop involverer det Modsatte, men alene for at viise at man her, som saa ofte ellers, maa vogte sig for at undtage Grundloven fra en almeengyldig Fortolkningsregel.
B. Jeg har forhen havt Anledning til at paapege, at Grundlovens 30te §. med velberaad Hu betjener sig af Udtrykket ”øiensynlig skadelig.” Det er altsaa ikke nok at den Kongelige Beslutning virkelig medfører Skade; denne maa have været øiensynlig, det vil sige, den maa have ligget saa klart for Dagen at der efter Tingenes almindelige Gang fornuftigviis ikke levnedes mindste Tvivl om at den vilde opstaae; ellers er den udtrykkeligen foreskrevne Betingelse ikke tilstede, Straf følgelig uanvendelig. Man indseer let, at Grundloven vilde være en reen drakonisk Lov dersom den etablerede det Modsatte, og at de kongelige Raadgiveres Stilling da maatte blive endnu langt usikkrere og mere farefuld end den allerede nu er. Endog Spørgsmaalet,
