sat en saadan Pligt. Actor har imidlertid ikke engang opgivet, endnu mindre beviist, at Statsminister Løvenskjold skulde paa andre Maader have syndet end ved at tilsidesætte Budene i Grdl. 15de og 30te §§., saa at Citatet af Ansvarlighedslovens 6te §. endogsaa bliver aldeles uforstaaeligt.
Saaledes har jeg forhaabentligen viist, at det ingenlunde er lykkedes Actor at godtgjøre, at Statsminister Løvenskiold har overtraadt sine constitutionelle Pligter, hvoraf Følgen naturligviis maa blive at han aldeles frifindes.
Endskjøndt jeg anseer dette Udfald for aldeles afgjort, byder min Stilling som Defensor mig dog at gjøre nogle subsidiaire Bemærkninger:
A. Ordene i Grundlovens 30 §. synes vel at medføre, at enhver Statsraad, der ei protesterer imod Kongens Beslutninger, naar disse ere af det sammesteds opgivne Slags, uden videre skal sættes under Tiltale for en Rigsret; men Saadant kan dog ikke antages at være Meningen Dette Grundlovens Bud er naturligviis bygget paa den Forudsætning at Kongen ikke kan kjende enhver Sags Detail, altsaa heller ikke fuldstændigen bedømme alle de mulige Følger, en af Høistsamme fattet Beslutning kunde medføre. For at supplere denne præsumtive Mangel og skaffe Nationen al tænkelig Borgen for at ingen Resolution vil blive afgiven førend Kongen er sat i Stand til at beregne dennes Virkning i sin hele Udstrækning, har Grundloven befalet Statsraadet at protestere imod Alt hvad det finder stridende imod Lovene eller skadeligt for Riget. Ligesaa vist som det er, at Grundloven ikke skeer Fyldest naar en kongelig Raadgiver fandt for godt at tilføre Protocollen: ”at han protesterede imod Kongens Beslutning” af en af de i § 30 nævnte Grunde, uagtet dette er Alt hvad Ordene fordre, ligesaa vist er det paa den anden Side, at Grundlovens Villie ikke kan udstrækkes videre end dens fornuftige Hensigt, og at denne fuldstændigen er opfyldt i det Øieblik Kongen er gjort bekjendt med hvad der taler imod den forehavende Beslutning, uden Hen-
