Side:Realitets-Procedure og Dom i Rigsretssagen imod Hs. Excellence Statsminister m.m. Løvenskiold.djvu/100

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Man standsede ikke Storthingets Virksomhed for at foranledige et Interregnum men for at forebygge en Tilstand, der ei var lykkeligere end et saadant. Naar det hedder at man oppebiede den 2den Juli, da man vidste at Budgettet ei var eller fornuftigviis kunde ventes at være færdigt, for da at hæve Storthinget, saa behager man ogsaa her at hjælpe sig med sin Divinationsevne, der imidlertid fremdeles er ligesaa vildfarende og chimærisk som forhen. Sammenligningen imellem Tilsidesættelsen af Grl. §. 75 Litr. a, og af sammes §. 94 er saa uheldig, at det næsten er en Skam at opholde sig ved den; thi ligesom den sidstes.tillige udtrykkeligen bestemmer at Statens gjældende Love blive i Kraft indtil den nye almindelige Lovbog udkommer, medens den første ikke lader Skatterne vedvare længere end til 1ste Juli hvad enten et nyt Budget da er færdigt eller ei, saaledes har hvilketsomhelst Storthing constitutionel Ret til at foranstalte en Lovbog udgivet, medens der skal et bestemt individuelt Storthing til for at regulere Skattevæsenet for de 3 kommende Aar. — Det er rimeligt at Actor ”forbauses over det kolde urokkelige Forsæt at qvæle alle disse hidtil med saa kjærlig Haand opfostrede Spirer til Fædrenelandets Held” (de Storthinget forelagte Arbeider), hvis han har seet dem; vi andre, som derimod blot vide at Frøet er nedlagt i Jorden, men forgjæves have ventet paa at det skulde spire frem, vi finde det ganske i sin Orden at man søger at indføre en bedre Dyrkningsmaade i den politiske Have. Ved at sende Urtegaardsmanden i en dygtig Skole gjør man alt muligt for at tilveiebringe en velsignet Høst. Actor faaer imidlertid med eet constitutionelle Skrupler og frygter for at det overordentlige Storthing ei er berettiget til at tage sig af de spæde Planter; men denne ham ellers fremmede Frygt er ganske utidig; thi der er hverken i Grundlovens Bogstav eller dens Aand det Allermindste, der forbyder Kongen at forelægge et saadant hvad Høistsamme finder tjenligt (§. 69 og 70). Dette er en snild Maade at gjøre den foregiv-