tes de fra hinanden, i det man haabede de vilde komme til Eftertanke og indsee at man ved Ukyndighed og stivsindet Vilkaarlighed skader Fædrenelandet ligesaa meget som om man conspirerede imod dette. Statsminister Løvenskjold fandt intet Behag i den Overbeviisning at Repræsentationen havde gjort saadan Fremgangsmaade nødvendig; tværtimod, det smertede ham at være Vidne til en Færd, der ei tillod en anden Behandling; det var Aarsagen, som bedrøvede ham saavelsom enhver ærlig Normand; Virkningen kunde blot smerte paa Grund af Forbindelsen imellem begge.
Actors Fortolkning over Grundlovens §. 75 Litr. a, er et fornyet Beviis paa den Lethed med hvilken man bortraisonnerer Grundlovens tydelige Bud til sin egen Fordeel paa samme Tid man forfølger en anden for præsumtive Brud paa denne. Naar det hedder: ”bet tilkommer Storthinget: a, — at paalægge Skatter o. s. v., som dog ei gjælde længere end til 1ste Juli det Aar, da et nyt ordentligt Storthing er sammenkaldt”, synes det meget dristigt at ville paastaae at disse Skatter gjælde indtil Storthinget har fattet Beslutning derom, omendskjøndt dette skeer efter 1ste Juli. Den større eller mindre Difference i Tiden gjør, saaledes som Actor paa et andet Sted selv har bemærket, intet til Sagen, og jeg mener det er ophøiet over enhver Tvivl, at alle hans Trøstegrunde ogsaa maae kunne komme til Anvendelse med Hensyn til det overordentlige Storthings Beslutninger om Skattevæsenet, saa at han vist kan berolige sig selv naar han tænker nærmere efter. Forresten tillader Grundloven ikke at distingvere imellem de forskjellige Aarsager til at Budgettet ei er udfærdiget den 1ste Juli; det er kun Actors levende Indbildningskraft som her faaer ham til at vise en Skarpsindighed, der dog strax bliver sløv igjen idet han debiterer at Statsministeren forsætligen har gjort Istandbringelsen af Budgettet umulig. Jeg protesterer imod disse og lignende Invectiver, der ere fremførte uden mindste Føie.
