Når det til tross for dette ikke lyktes for mig slik som jeg dengang
håpet, så kom dette både av manglende midler til å skaffe et tilstrekkelig
moderne utstyrt arbeidssted, og av den lidenskapelige motstand saken
vakte her hjemme, fra en bestemt krets. I mange år stod jeg helt alene
i min kamp, som forresten har avspillet sig på lignende måte i andre land.
Efter Ernst Rüdins inspirerende besøk i Norge 1907, kom den nuværende generalsekretær i Norges Lægeforening, Jørgen Berger, til mig og sa at hans forening — medisinerforeningen — vilde ha et foredrag av mig om rasehygiene. Det blev samme kveld dannet en komité med Jørgen Berner som formann og de første grunnlinjer av det siden meget bredere ut formede norske program for rasehygiene blev risset op i det foredrag som jeg nedenfor bringer et utdrag av og som viser hvordan vi i all vår uerfarenhet allerede dengang hadde klart for oss hvad det gjaldt.
Stadsmænd og Politikere Verden over har — særlig i de sidste Aartier udført et Kjempearbeide for at forbedre Menneskenes Livskaar. Men Individet er ikke et Produkt af Kaar alene. Det er et Produkt af to Faktorer, som vi kan kalde Arv og Kaar (Milieu). Og hidtil har ingen Socialpolitiker taget sig af mere end den ene af disse to Faktorer, nemlig Milieuet.
Den første Faktor danner Grundmuren for Bygværket, den anden Afpudsningen. Begge Faktorer influerer paa Udformningen af det menneskelige Individ. Det er spildt Uleilighed at strides om, hvilken Faktor der er den stærkeste. De er begge af Betydning. Men da Tusinder af flittige Socialpolitikere Verden over og særlig i vort land er beskjæftigede med at forbedre Milieuet, saa vilde det være temmelig overflødigt paa dette Tidspunkt at støde i Hornet for en Milieu-forbedring. Derimod har hidtil ingen — jeg kjender ialfald ingen — fremlagt noget socialt Program for Racehygiene, eller et Program for en Forbedring af Arvekvaliteten. Et saadant Program skal jeg fremlægge til Diskussion her i Aften. Der vil næppe mangle paa Opposition.
Vi bør nu lære at forstaa, at man ikke fremmer Ansvarsfølelsen ved at vise Velgørenhed, man hjælper ikke en Tigger ved at give ham Almisse, — man forbedrer ikke Forbryderen ved at straffe ham, — man afskaffer ikke Fattigdommen ved at rutte med offentlige Bevillinger. Vi forøger ikke Antallet af lykkelige og sunde Samfundsborgere ved at tage Brødet fra det normale Individ og give det til det unormale. Vi kan ikke ved Opdragelse eller Tugt, ved Skole eller Anstaltbehandling omforme aandssvage Individer til begavede, ligesaa lidt som vi kan vaske et Negerbarn hvidt.
- ↑ Der foreligger ennu noen få eksemplarer av dette foredrag som i sin tid blev utdelt til skoler og gymnasier. Vi har beholdt det dengang benyttede skriftsprog.
