alles Mund, at der snart findes ikke det Lægdslem, som ikke politiserer over det, om det har man indbildt Folk, at det skulde betyde Gjenindførelse af Enevoldsmagten, saaledes at man har Exempler paa, at Folk har fældet sine modige Taarer over, at Kongen kunde bruge det absolute Veto til at lade halshugge, hvem han vilde. Paa den Maade gaar det til; det er Friheden!
Der er noget, som jeg gaar ud fra, at alle kjender, nemlig Partidisciplinen, d. v. s. at enhver, som tilhører Venstrepartiet paa Storthinget, maa som oftest finde sig i, ak Lederne for Partiet bestemmer, at saa skal det være, og saa faar han være saa snil at følge med. Vi ved allesammen, at der behandles ikke en eneste Sag af Vigtighed, uden at den saakaldte Venstreforening har været samlet, og hvad der vedtages, det faar de „menige Stridsmænd“ at lystre. Vi ved allesammen, hvordan det gik Repræsentanten fra Flekkefjord, som gjorde en Undtagelse, idet han ikke vilde gaa med paa Rigsretsanlægget, og som derfor øieblikkelig først blev sat i Gabestokken og derpaa afsat som Forligelseskommissær. Dette er et Exempel blandt mange paa Partidisciplinen. Jeg skal fortælle et andet Exempel fra en Del Aar tilbage. Der var en Repræsentant fra et af de søndenfjeldske Amter, som ikke vilde stemme paa den Mand til Statsrevisor, som Partiets Pluralitet vilde have; han blev imidlertid ihærdig bearbeidet og maatte tilsidst give sig. Han viste da frem en Stemmeseddel, hvormed man var tilfreds, men senere sortalte han rigtignok: „jamænd lagde jeg nu frem en anden Seddel jeg, som jeg havde i Vestelommen.“ Denne Partidisciplin gaar altsaa saa vidt, at Lederne gjør op, hvad de menige Medlemmer
