af Partiet skal tænke, gjøre og lade. Det er det almindelige, men engang imellem hænder det dog, at man reiser sig imod Lederne og truer dem med sig, idet de lader dem vide, at hvis de nu ikke vil føie sig, vil de blive afsatte enten som Præsidenter eller Komiteformænd, eller paa anden Maade faa det at føle.
Hvad der især opretholder Partidisciplinen, det er den slemme Ting, at der er altfor mange Storthingsrepræsentanter, for hvem Gjenvalget spiller en saa afgjørende Rolle. Vi vide jo, at der er saa overordentlig mange Mennesker i vort Land – i Landdistrikterne især – som uhyre gjerne vil paa Storthinget, og for dem er da det første Bud at stræbe efter at blive Storthingsmænd og det andet Bud at blive gjenvalgt. De Folk er aldeles solgte; de skjønner, at dersom de bruger sin Frihed og stemmer overensstemmende med, hvad de kanske paa Hjertebunden kunde tro var det retteste, saa har de øieblikkelig hele Venstrepressen paa sig, derefter Lederne og det radikale Parti i Amtet, og endelig fremfor alt sine Misundere, sine Rivaler, som gjerne vil fortrænge dem, – alle disse faar de paa Halsen, og da maa det indrømmes, at det bliver ikke lysteligt for de Folk. De faar det ikke behageligt, de bliver behandlede baade mundtligt og skriftligt, at det er ikke alle, som har Mod til at staa i den Skjærsild.
Her kommer vi til en uhyre vigtig Ting. Hvad er det, som netop nu for Tiden er den første Betingelse for at være en god Storthingsmand? Det er sandelig at have Mod. Indsigten er overordentlig vigtig, det er sandt, – det er godt at kunne tale, og det er godt at kunne skrive; men det er ikke mindre vigtigt, heller mere vigtigt, at have
