det moralske Mod, at man følger sin Overbevisning uden at se hen til de mulige Følger for en selv. I den Henseende har vi havt altfor mange Exempler paa Svaghed, men ogsaa Gud ske Lov nogle Exempler paa Styrke. En Storthingsmand, en af de bedste Mænd, der har siddet i Thingsalen, nemlig Ole Hammerstad, den bekjendte prægtige Mand fra Thoten, han var ikke bange. Han reiste sig under en Debat om en Pensionssag og sagde: „Jeg stemmer for det høieste Beløb, om jeg saa skal staa her i Salen blottendes aleine“. Det var en kjæk Mands Tale. Det var en Mand, som følte med sig selv: vil de gjenvælge mig, saa er det bra, og vil de det ikke, saa er jeg Ole Hammerstad lige godt. Saadanne Folk skal man have, som har en saadan moralsk Sikkerhed, at de siger: jeg er den, jeg er, enten man vil vælge mig eller ikke, og ikke saadanne, som synker tilbage i sit intet, hvis de ikke bliver gjenvalgte. Jeg tænker endnu paa Ole Hammerstad. Han kom engang i Jaabækbevægelsens Barndom reisende til en Gaard i sin Hjembygd Thoten. Der skulde være Jaabækmøde, og der var en hel Del Folk samlet, og saa tænkte Hammerstad, at han fik da gaa ind. Da man fik se ham, syntes man, at man maatte bede ham om at være Dirigent, thi man havde megen Respekt for ham. Man bad ham altsaa derom, og han erklærede sig villig. Saa gik han op paa Kathedret og gav Ordet til andre, men selv talte han ikke. En af de tilstedeværende sagde da, at man vilde dog gjerne høre Hammerstads Mening ogsaa. „Min Mening“, sagde Hammerstad, „vil I høre den? Ja, jeg kan nok sige min Mening: det er den – at jeg havde aldrig troet
