der var saameget Torsk paa Thoten“. Saaledes talte en kjæk Mand.
Ja, den Frihed, man præker om, den er nydelig paa Papiret, men i Virkeligheden er den ikke andet end en Indførelse af Enevoldsmagten under en ny Form, og det er vi vist alle enige om, vi, som her er tilstede, at er det noget vi skal undgaa, saa er det Enevoldsmagten baade i den ene Form og i den anden. Historien har lært os, at man bliver ikke lykkelig under et Enevælde, som det, vi kjendte tinder Foreningen med Danmark, men alle Tiders Historie lærer os tillige, at Absolutismen ikke er bedre, fordi den er mangehovedet, ikke er bedre, om den træder frem i Vadmel, end om den træder frem i Purpur. Det herlige Ord Frihed er sørgelig misbrugt, det er som oftest den værste Ufrihed, som bydes os, idet der er altfor mange, som ved Frihed forstaar Frihed for sig selv og sit Parti, medens de andre skal være deres Tjenere. Det vil jeg sige, at der er ingen, som i Virkeligheden i sit Indre har større Foragt for det Folk, de smigrer, og som i Virkeligheden mindre elsker sit Folk og respekterer det, end netop de, som alleroftest fører Frihedens hellige Navn i Munden. Enhver, som har havt Anledning til at kige en liden Smule bag Kulisserne, vil vide dette, at ingen har mindre Respekt for Folket, end netop Folkesmigreren. Jeg kan erindre et Exempel herpaa fra 1863. Der var dengang paa Thinget en Mand fra Vestlandet, hvem jeg personlig kjendte, og som senere, efter at hans politiske Bane var afsluttet, har betroet mig forskjellige Oplevelser. Blandt andet fortalte han, at under Jurylovens Behandling i 1863 – da den rimeligvis vilde være bleven sanktioneret, hvis Storthinget
